Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
l’eter schram.
125
Tonerne omsuse ham og spille hans Nerver op til en Art
Heksedans, er han paa en Gang Djævelen selv i højst egen
frygtelige Person og paa samme Tid rystet i sit Inderste
og bange for denne Djævel — og deraf det Gribende og
sælsomt Fantastiske i hans Spil.
Hvad var det bedste i hans Mefisto? Det var ikke
de to Sange, hvor genialt de end bleve sungne, og hvor
vildt han end lo. Det var heller ikke den snigende og
mægtige Gebærde, hvormed han lagde de lange og magre
Fingre paa Fausts Skulder og hver Gang paany kaarede
ham til sit Bytte. Nej, ypperligst var han i den Scene,
hvor Mængden forfølger ham med de opløftede Kors; hans
fortrukne Ansigt og hans flagermusagtige Flygten gav et
Billede fra Middelalderens mørkeste Overtro. Djævelen selv
bange — det var noget for Schram.
Rollen er jo i Virkeligheden temmelig melodramatisk.
Goethes tankebesnærende Mefistofeles er blevet til en
almindelig Komediedjævel: Aanden er borte og kun Legemet
tilbage. Schram havde dog anlagt Rollen saa stor som
mulig. Særlig var hans Plastik fortrinlig; han havde ogsaa
komponeret alle Gestus og Stillinger efter et nøje Studium
af Kobberstik og Tegninger, fremstillende hans sataniske
Majestæt. Ikke saaledes at han direkte for Spejlet
reproducerede dem, men han lod sig inspirere af dem. I denne
Rolle naaede han Toppunktet af, hvad han har fremstillet i
den dæmoniske Genre. Caspar i Jægerbruden og Marley i
Den hvide Dame ere skønt tidligere i Tid, dog langt
mattere i Farven. Det Samme gælder om en saadan
Tyranrolle som Gessier i Wilhelm Tell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
