Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kristian mantzius. 177
færdet jeg blev, da jeg første Gang var Vidne til at han
besteg Kothurnen.
II.
Det var en Aften i et Gymnastiklokale. Der var
kvælende varmt. Entréen var ogsaa yderst ringe, især naar
man tog Hensyn til, at Mantzius vilde oplæse forskellige
større Digte samt de Falstaffske Scener af Henrik den
Fjerde. Mantzius kom ind, modtaget af en Bifaldsstorm fra
de talrige, staaende Tilhørere, han tørrede Sveden af den
glinsende Pande, bad med en Spøg om det ærede Publikum
vilde lade være at røge og tog fat:
Højt imod Nord og fjærnt mod Øst,
Dybt i Siberiens Klippebryst,
Hvor Kulden som en mægtig Last
Om Jordens Sider knuger fast,
Hvor dækket til af Is og Sne
Den lange Vinter er at se.
»Lieutenant v. Buddinge som Deklamator« sagde jeg
til mig selv. Tremolo paa Vokalerne, Smæld paa
Endekonsonanterne, snurrende R’rer — hele den kendte Melodi
fra Rosen blusser, hvilken nu skulde betegne den højeste
Patos. Og det blev ved paa samme Maade hele det
Paludan-Müllerske Digt igennem. Det var som om man hørte
Storm-skjoldbulder i egen Person. Man misforstaa ikke dette som
om Mantzius manglede Følelse eller Sans for Poesi, han
besad blot intet selvpræget Udtryk for Alvor og Lidenskab
og maatte hjælpe sig med traditionel Deklamation. Hans Liv
og hans Dannelse havde intet lært ham om, hvorledes Slaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
