- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Vore Bedsteforældres Tid : Tiden indtil 1848 /
13-14

(1900) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VORE BED STE FOKÆLDRES TID

»Da »Monarch« var det næstsidste Skib i Linjen,
havde vi udmærket Lejlighed til at se de andre
Skibe nærme sig Fjenden og begynde Kampen. Et
skønnere og mere højtideligt Syn har jeg aldrig
oplevet. »Edgar« førte an, og da hun nærmede sig,
aabnede Batteriet paa Amager og 3—4 af de
sydligste Blokskibe Ilden. En Orlogsmand under Sejl
er alle Dage et herligt Skue, men under saadanne
Forhold højner det sig, og man mangler Ord til at
beskrive det. Vi saa’ hende for fulde Sejl skyde
frem under Fjendens Ild og manøvrere i den for at
indtage sin Post. Vi overvældedes alle af en Følelse
af Ærefrygt, og hele Skibet over taltes ikke et Ord.
Kun Lodsens Kommando til Rorgængerne og disses
Svar lod sig høre. Den Maade, hvorpaa Ordene
blev sunget ud, mindede ikke lidet om Messen
og Korets Svar under Gudstjenesten i en Domkirke
og forhøjede ved deres Gentagelse Øjeblikkets
Højtidelighed. »Edgar« fulgtes af »Isis« og »Russell«,
der ledsagedes af Fregatten »Désirée«. Efterhaanden
som vor Linje strakte sig Nord efter, aabnede flere
og flere af de danske Skibe deres Ild, til der
endelig, da Trekroners Batteri begyndte at spille, var
almindelig Kamp over hele Linjen. Bombarderskibene
med deres Tendere (Smaafartøjer med Ammunition)
ankrede sønden for Kampskibene for at kaste
Bomber ind i Byen. Fregatterne gik Nord paa for at
angribe Blokskibene i Indløbet til Havnen, og
Briggerne holdt sig parat til at dække en Landgang, naar
en saadan skulde forsøges.«

Kadet Millard har haft et aabent Øje for
Søslagets Poesi, og vi er ham taknemlige for hans
Optegnelser. De danske Søfolk har sikkert ogsaa midt
i Øjeblikkets Alvor haft Blik for det majestætiske
Syn af Nelsons Flaade, men har vistnok samtidig
følt sig noget som fattig Per Eriksen over for den
rige Fugl, der kom susende og brusende. Saa meget
mere Tak skylder vi dem for, at de ikke blev
forsagte, men netop flk den Trods, der sjmes at være
vor Styrke Bag dem laa Byen og Landet, de skulde
værne; i hele Hovedstadens Paasyn skulde de slaas
til dens Redning. — Da Olfert Fischer Kl. 10V4
hejste Signal til at begynde Kampen, naar Fjenden
kunde naaes, blev det hilst med et dundrende Hurra,
og Kl. 10l/2 gav »Prøvesten«s Kanoner »Edgar« den
første varme Hilsen.

Efterhaanden som de engelske Skibe kom op paa
den i Forvejen nøje angivne Plads — et Par løb paa
Grund, dog kun »Agamemnon« saaledes, at det ikke
kunde tage Del i Slaget — stoppede de for ei Anker
agter fra og holdtes under hele Slaget i samme Stilling
ved Hjælp af dette og Vind og Strøm. Nelson, hvis
Stander vajede fra »Elephant«, lagde sig midt i
Linjen lige over for »Dannebroge«, saa de to
Iløjst-kommanderende kom til at kæmpe mod hinanden.

Da Kanonaden begyndte, havde Kirkeklokkerne
lidt i Forvejen holdt op at ringe til Højmesse, og i
alle Kirker hørtes Kanonernes Torden, overdøvende
Orgelspil, Salmesang og Præken. Paa alle Steder i
Byen, hvor der var et Glimt at se af Rheden,
stimlede Folk til; Tagsten løftedes af Taget, og Folk
kravlede op i alle Kirketaarne, men Krudtrøgen trak
ind over Byen og skjulte af og til fuldstændigt
Kampen derude. Oppe paa Rosenborg gik den sinds-

syge Konge op og ned i en af Salene og raabte for
hvert Skud, han hørte: »Vi vinde, vi vinde.«

Kronprinsen og hans Stab opholdt sig under
Slaget paa Batteriet Sixtus. Han viste stor
Koldblodighed under Kampen. Da en Bombe faldt tæt
ved ham, udbrød han: »Den faldt os temmelig nær!«
og blev rolig staaende.

»Jeg stod med flere Bekendtere paa
Søkadet-akademiets Altan,« nu Bredgade Nr. 68, fortæller
Øhlenschläger, »og saa’ paa Slaget, som gik for sig
ikke langt borte, lige for vore Øjne. Naar der blev
skudt ti Gange fra de engelske Skibe, hørte vi det
kun tordne én Gang fra Blokskibene. Ofte fløj en
gloende Kugle fra Qvintus. Vi saa’ hvert Øjeblik
engelske Kugler hvisle ned i Bølgerne og bore sig
matte i Sandet paa Kjrsten. Over vore Hoveder fløj
Bomber som Lystraketter og sprang i Luften; kun
meget faa naaede Land. Vi var alle i den mest
spændte Forventning. Paa Altanen siod ogsaa en
Mosait. »Nu taber de Danske!« udbrød han, da
Blokskibene ophørte noget at brumme. »Hold Mund,
Jøde!« sagde Prokurator Biering, som stod ved Siden
af. Dermed var den Samtale endt.«

En Masse Mennesker gik ud til Bakken i
Frede-riksberghave. Paa Vejen mødte de Bønderkaiie, som
under Sang og Hurra drog ind for at hjælpe med
til Byens Forsvar. Hver Klynge blev modtaget med
Hurraraab og Svingen med Hatte. Oppe fra Bakken
skelnede man, trods den store Afstand, tydelig
Flagenes Farver. Blandt Tilskuerne stod en lille
Skoledreng fra Christianis Institut paa Vesterbro og græd.
Det var Christian de Thurah, hvis Fader faldt straks
i Kampens Begyndelse som Chef for »Indfødsretten«.

Nede ved Toldboden stod en umaadelig Masse
Mennesker og stirrede tavse ud i den tykke
Krudtdamp, der undertiden spredtes, saa de opfangede et
Glimt af et af Skibene. Ud af Taagen dukkede snart
den ene Barkasse efter den anden, fuld af Døde og
Saarede, medens Bomberne sprang omkring dem.
Nogle lagde til ved Toldboden, hvorfra Staklerne blev
baaret op til Frederiks Hospital; andre roede ind i
Havnen og afleverede deres tavse eller jamrende Last
til Søkvæsthuset. Men lad os tage Visen, som er
lagt om Kampen efter Samtidiges Beretning.

Dengang, at de ved Kjøbenhavn med Admiral Nelson droges,
Det var en høj Skærtorsdag — de bestilt’ it’ andet end sloges —
Det Pust begyndt’ ved Kirketid, da de ha’d’ ringet sammen,
Men Klokken den blev 3 saa vei, før Nelson han sa’e Amen.
Og det var mig, og Jens og Per — fra een By alle tre —
Og paa eet Skib — hed Provesten — der var vi ogsaa me’.
Den Tid, at Klokken den var 8, og vi lia’d’ faaet vor Dover,
Da raabt’ Kaptajnen: »Karle! Lad mig se, I ikke sover!«
Og hvert det Skib, der kom forbi, det smed sin’ Kugler til os,
Tit sidst saa kom der tre med ét, og de blev liggen’ ved os.
De skod, og vi skød. Vor Kaptajn — jo, Lassen var ’et de

kaldt’ ham,

Han raabt’ for hver en Kugl’, der kom: »Den maa vi ha’

betalt ham!«

De Kugler fløj saa tykt som Smul og peb, som var det

Hjejler,

De kom og slog os over End’, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dagen ved en Pas, saa tumled Jens og Per,
Jeg sukked’ ved mig selv og sa’: Nu ses vi aldrig mer.
Saa blev vi ved at ponses saad’n, og det var ellers haa’dt,
For Klokken gik til fir’, og vi ha’d’ ingen Middag faa’t.
Til sidst blev Engelskmanden ked af al den her Haand-

tering.

Vor Løjtnant tørt’ sin Pand’ og sa’: »Hold inde med
Chargering!«

13

14

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:38:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bedste/0009.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free