Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BED STE FOKÆLDRES TID
dring af Lucretias og hendes Terners sildige
Ar-bejden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaas altid af
min Moder. Jeg lærte med mine Sødskende at
kencfe det hele regelmæssige Kresløb igennem Aarets
Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden,
Slagtning med tilhørende Saltning og endelig
Lysestøbning, thi hvert større Hus besørgede alt sligt
hjemme, kun den jævnere Mand eller de Fattige
benyttede de meget lidet fremtrædende
Haandværks-drivende ved f. Eks. at bringe den hjemmelagte
Dejg til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig
at bage for andre, kun i ringe Omfang at bage
Brød til Salg. Talrige Smaaejendommeligheder ved
den bornholmske Husholdning ligesom ved Husets
Udstyr og Møblering rinder mig herved i Minde,
men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa
en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og
to lejede Mænd med Heste og Vogne og forsynede
med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Højlyngen, hvor
de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede)
et betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng,
stundom paa en lille, for Aaret købt Plet i
Almindingen, hvor den skaanede Lyngvækst var langt
frodigere; ved deres Tilbagekomst med det indvundne
Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og
koldt Vejr med en Del Besvær, vederkvægedes de med
en rigelig Forplejning, hvori vi Børn med Glæde deltog.
Naar det første Slædeføre var lagt ved Vinterens
Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder
sig bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes
derhos aarle om Morgenen 3 store Slæder til
Fiskerlejet Snogebæk paa Sandstrøget Syd for Nexø og
kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem
efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende
Tur over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da
Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var foruden til
andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de
fejede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaas ikke
for pynteligt. Stranden ved Svanike leverede kun
grovt Grus. — Til virkelig Deltagelse i Bedriften
kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at
sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun
i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var for
lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, rnen
jeg ledsagede ikke sjældent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken
løbende Vej ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og
besatte dem med Ærtebælge som Kanoner, thi
krigerisk var Tiden.
Vi Børn opdroges trods al Kærlighed i
gammeldags strenge Former. At sige »du« til Forældrene
var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i Tiltalen tredje
Persons Form (»vil Moder,« sjeldent: »vil hun,
Moder«), og jeg beholdt senere hen temmelig længe
denne Form i Brevene til min Moder, da jeg vidste,
at »du« forekom hende fremmed. Endnu i 1840,
da min Moder første og eneste Gang besøgte
Kjøbenhavn og saa mine Børn, bemærkede hun, at deres
Tiltale til mig forekom hende underlig, men hun
vænnede sig dog meget hurtig til Børnebørnenes
kærlige »du.« *)
•) »Tidernes Tone,« skriver en anden Samtidig, »Kulturen,
hvad man vil kalde det, havde dengang (1794 i Kjøbenhavn)
Vi spiste staaende ved vore Forældres Bord med
Undtagelse af de ældste, voksne eller næsten voksne
Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til
hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt
sig nogle Dage i Huset. Legemlig Tugtelse anvendte
min Fader ikke, fordi han engang havde overilet
sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning,
men han overdrog ikke sjældent min Moder at
straffe os paa denne Maade. Jeg selv, der var
føjelig og godmodig og unægtelig indtil en vis Grad
Kæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet
Hug af min Moder, den ene Gang med en varig
Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at man
krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt
Brændevin istedetfor med Smør (»Brændevinsbrød«), og jeg
havde faaet Smag for denne Spise; da det nu der-
Fig. 13. Dragter fra 1812—20.
hos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som
kom i Forretningen til min Fader, en Snaps, og der
ofte blev en Levning tilbage i Glasset, sneg jeg mig
oftere til at tømme disse Levninger; derved var jeg
engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med
Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder
kom til og opdagede ved et Forhør Tilstanden og
dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig Revselse
endnu ikke medført, at det Ord helst i en gammel
Mands Mund til en ung, havde noget skurrende; »han« var
da det sædvanlige Ord, som de fleste Foresatte brugte til
deres Underhavende og de Fornemme til hinanden
indbyrdes, og Ordet »De« eller den Underlighed, at man skal
tale til en Person, som om han forestillede flere, havde
Tyskheden endnu ikke faaet saa meget indført iblandt os.
Nul derimod (c. 1808) vil en Haarskærer eller ^Tjener
næppe taale det Ord »han«, og siger man til en
Tjenestepige »hun«, er hun ikke bange for at spørge, hvem der er
lians hun.»
13
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
