Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE
med røde Trøjer og Lænker enten om det ene eller
begge Ben; enkelte, dem, der havde forsøgt paa at
undvige, med en Halsring af Jærn — og alle under
Bevogtning af en Slavesergent
Mest Afveksling i Gadens Liv gav dog Soldaterne
og disses Uniformer. Nogle havde Kjole med smaa
Skøder (Svalerumper), andre afstumpede Trøjer,
dertil Chakot eller trekantet Hat. Grenadererne med
spidse Messinghuer. Infanteriet havde rød Uniform,
Jægerne, der laa i Garnison i Kastellet, grøn,
Artilleriet mørkerød. Gardisterne havde røde Kjoler
med Sølvbesætning og trekantede Hatte.
Borgerskabet havde ingen særlig Uniform, men hver mødte
i sin daglige Dragt, selv ved højtidelige Lejligheder,
og betegnedes kun som Militær ved Kokarden, der
var forskellig efter Stadens 12 Kvarterer.
De forskellige Former af Jakker kendtes ikke
den Gang. Mændene gik til daglig i Kjole, og den
behøvede ikke som nu at være sort til Selskabsbrug,
men kunde baade til Stads og til daglig være rød,
brandgul, blaa, blommefarvet eller stribet. Mænd af
den gamle Skole gik endnu i Begyndelsen af
Aarhundredet med Knæbenklæder, Strømper og
Spænde-sko og med Pudder-Paryk; finere Folk med Pung,
jævnere med Pisk i Nakken. Trekantet Hat var
endnu almindelig (Fig. 12), især hos fornemme Folk
og hos Gejstlige, og ældre Herrer gik ofte med Muffe.
»Det var endnu Parykkernes, Kalvekryssenes,
Sko-og Silkestrømpernes og Menuetternes Tid; man gik,
talte, hilsede og hulkede ganske anderledes, end
vi gør«.
Men i de første ti Aar af Aarhundredet foregik
der en stor Forandring i Mændenes Klædedragt,
under Paavirkning af Direktoriets og Konsulattidens
Moder. Kjolen vedblev at være almindelig, men
bares nu som oftest i mørkere Farve. Den
trekantede Hat veg Pladsen for den høje Hat,
Kalve-krysset for det mægtige Halsklæde og de fortil
op-staaende Flipper. Knæbukserne og de lange Strømper
vedblev i nogen Tid at være i Mode, men Skoene
forsvandt og i Stedet traadte Kravestøvler (Fig 11),
nærmest svarende, til vore Kuskestøvler, med lys, brun
eller gul Krave; senere fik Støvlerne en fiksere Façon
som Halvstøvler og bares under Navnet
Wellington-Støvler. Knæbukserne afløstes c. 1812 af de lange
Benklæder, der prydedes med Striber ned langs
Ydersømmen og bares med Ridestropper og skjulte
Støvleskafterne (Fig. 13).
Skæg var banlyst fra Mændenes Ansigter. »Med
saadant kunde ingen have vist sig paa Gaden, uden
at have faaet Gadedrengene efter sig«; lige saa lidt
kunde man gaa med Briller paa Gaden. Tobak
fandt intet Menneske af den dannede Klasse paa at
ryge paa Gaden; thi Cigaren kom først hertil med
Spanierne i 1808, og medens man vei kunde ryge
Pibe i sin Have,- i sit Rygeværelse eller Kontor,
Spækhøkeren og Haandværkeren vei ogsaa under sit
Bislag eller i sin Kælderhals, var det kun Sømanden
og Arbejdsmanden, der røg Pibe paa Gaden, og den
første da altid Kridtpibe.
Damerne synes hurtigere at have optaget de
franske Moder end Mændene. Allerede i Aarhundredets
første Tid finder man det, man senere kalder
Empiredragten: den lange, folderige Kjole af let, lyst Stof,
Silke, Musselin eller Sirts, med saa kort Liv, at Liv-
AARH UND HEDE
bæltet i Begyndelsen sad næsten helt oppe under
Armene med stærkt blottet Barm eller dækket med
et Fichu og flere Rækker af opstaaende Pibestrimler,
Rucher, om Halsen. Ærmerne var korte; man bar
derfor lange Handsker. Dertil lyse Strømper med
smaa Sko og Ankelbaand paa Fødderne samt paa
Hovedet Turban, Straahat med mangfoldige Blomster
eller kyseformet Silkehat. Som Overtøj brugtes
korte Raaber om Vinteren og den saakaldte Saloppe
om Sommeren. I Foraaret og Sommeren 1801 var
der endog Damer, der anlagde en Uniform i Lighed
med Studenternes, blaa Trøje og graat Skørt med
rund Hat og hvid Kokarde. Velstaaende Folk brugte
undertiden at klæde deres Smaapiger i Bonde- eller
Nationaldragt.
Af Hjem, saaledes som de var i Aarhundredets
Begyndelse, vil der endnu i afsides liggende Byer
kunne findes enkelte. I ethvert nogenlunde velstillet
Hus var det en Nødvendighed at have en Stue
staaende til Stads, saaledes som man endnu finder
det paa Landet, hvor Storstuen dog ogsaa benyttes
paa praktisk Maade. I Byerne hed denne Stue
»Salen«. Her stod de fineste Møbler, til daglig altid
med Betræk over for at skaane dem mod Solen;
her hang Lysekronen i et Svøb af Tarlatan eller
Gaze for Fluernes Skyld; her hang Familieportrætterne,
malede i Olie eller Pastel, i ovale forgyldte Rammer,
og hvad Huset ejede af Landskabs- eller Genrebilleder.
Gulvtæpper var sjældne. Gulvene hvidskurede og
bestrøede med Sand. Kun hos fornemme Folk, og
i Provinserne, hvor der var Plads nok i Huset,
havde man særskilt Dagligstue og Spisestue. I
Kjøbenhavn nøjedes man i Reglen med ét dagligt
Opholds- og Spiseværelse; Møblerne var tillige lidt
mere dagligdags, Væggene maatte nøjes med
Kobberstik eller Portrætter i Skyggestykker — Silhuet —
af enkelte Personer eller af hele Familien. I
Bilæggerovnen med Vindovn over og hyppig prydet
med blanke Kobberfødder forneden og skinnende
Kobberkugler foroven buldrede om Vinteren
Brænde-knuderne. Vinduerne var afdelt i smaa Ruder, og
Glasset var ikke af det klareste. I Karmen stod
Gyldenlak, Levkøjer og Aurikler; hos Smaakaarsfolk
især Krusemynte og Ambra og hos de gamle
Var-touskoner i Kjøbenhavn Balsaminer, som man næsten
ikke saa andet Steds og derfor ogsaa kaldte
Vartous-blomster.
Der er et gammelt Ord, der hedder: Sig mig,
hvem du omgaas, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Det er ganske vist en af Vejene til at lære Folk at
kende; men en anden og maaske sikrere er at lære
en Families Bolig at kende, dens forskellige Værelser,
Møbler, Billederne paa Væggen og Bøgerne i
Bogskabet. Det er den Vej, vi vil gaa for at faa et
Indblik i vore Bedsteforældres indre Liv, lære dette,
deres Smag og Dannelse at kende.
I de Samfundsklasser, der lever i stadig anspændt
Slid og er henviste til at nøjes med det aller
nødvendigste, mærkes de vekslende Moder og
Smags-retninger kun lidt; man slider længe paa det, man
har, og Forfædrenes solide Møbler og Gangtøj kunde
gaa igen i flere Slægtled. Og i alle Samfundslag
gælder det, at Møbler skiftes ikke saa hurtigt som
Klædedragt. Mange borgerlige Hjem i Byerne var
derfor endnu i Begyndelsen af Aarhundredet møble-
11
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
