Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BED STE FOKÆLDRES TID
Der var Hr. Qvist, »bosat Borger i Staden«, med
sine mekaniske Figurer og med sine Marionetter og
de gamle, evig-unge »Pottekomedier« med Værtinden,
Madam Lisette, Frieren og Lapsen og den staaende
Replik:
»Drik, drik, min rare Dreng, det er godt
gammelt 01.«
Der var Casorti med sine Pantomimer, hvor
Harlekin og ikke Pjerrot spillede Hovedrollen, og hans
Konkurrent, det Priceske Selskab med dets Balletter
og Akrobatkunster; det forargede brave Patrioter
ved at optræde under Navnet »National
Sommerteater« og forandrede det derfor til »Dansk
Sommerteater«, da Misfornøjelsen kom til Orde i
»Politivennen«. Der var endvidere Cettis »Fysiske Kabinet«,
som en Indsender i »Adresseavisen« var meget
forbitret over. Ikke biot maatte man betale et Par
Mark "for at se saadant Lapperi, men til Slut blev
man vist ud med et »got Nackt, mine Herren!«
Der var Beridere, der var Menageri,
»Dyr fra Asia, Afrika,
Europa, Nyholland, Amerika!«
Der var Lirekassemænd og Bierfiedlere, Tiggere med
Krykker og uden Krykker, Trommer og Trompeter,
Skrig og Skraal, og der var endelig tysk Komedie,
hvor man i 1802 opførte Kotzebues berømte Stykke
»Menneskehad og Anger«, en Forestilling, der stadig
gaves for fuldt Hus, men betegnes som værende
under al Kritik.
I de gode Aar før 1807, da Handel og Velstand
blomstrede, naaede Dyrehavsbakken sit Højdepunkt.
Det spillede fuldstændig samme Rolle som senere
Tivoli og besøgtes af de fineste og højeste Herskaber.
Men 1807 bragte en Standsning her som alle Vegne.
Alle maatte indskrænke sig, og den jevne
Borgerstand — der nu begyndte at faa Smag for at komme
ud i det Fri — nøjedes derefter med at gaa til
Charlottenlund. Det hedder endnu paa kjøbenhavnsk
»at tage i Skoven« i Modsætning til at tage i
Dyrehaven.
Denne aarlige — for mange den eneste —
Udflugt til Dyrehaven betragtedes som i den Grad
uundværlig, at mange Familier længe i Forvejen
nægtede sig alt og knappede af paa de daglige
Fornødenheder for ret at kunne slaa sig løs ved denne
Lejlighed. Assistenshuset var, fortalte man, aldrig
mere besøgt end netop paa den Tid. Kjøbenhavnerne
har jo altid faaet Skyld for Letsindighed, og
Hovedstaden blev, maaske ikke helt med Urette, i
Provinserne og i Norge betragtet som et moderne Babylon.
Og der var baade her og der Folk, som nok kunde
have personlig Grund til at beklage sig. Tilgangen
fra Provinserne til Hovedstaden var dengang
ubetydelig og i hvert Fald frivillig, men Forældre i
Jylland, paa Øerne og i Norge, som ønskede at lade
Sønnerne studere, var nødt til at sende dem til
Kjøbenhavn — et Forhold, som i Norge vakte
megen Misfornøjelse, der stadig gav sig Luft i
Fordringen om et særligt Universitet for dette Land,
en Fordring, som dog blev stærkt bekæmpet af
indflydelsesrige Nordmænd selv.
Det var ikke biot de kjøbenhavnske Forlystelser,
som Forældre havde at frygte for, naar de sendte
Sønnerne ind til Hovedstaden, hvor de ikke alle
var saa heldige at have Slægtninge, som de kunde
have et Tilhold hos, eller Venner, der kunde tage
sig af dem. Skønt Usædeligheden var stor, og skønt
mange Studenter, oftest af de ubefæstede Naturbørn,
der kom længst borte fra, gik til Grunde i Kippelivet
og Løsagtigheden, frygtede gammeldags Forældre dog
allermest den Irreligiøsitet, som havde grebet om sig
under den franske Oplysningsperiode og vundet
Indpas ved Universitetet, saa selv teologiske Professorer
ved sine Forelæsninger kunde behandle religiøse
Spørgsmaal paa en spottende Maade. I Norge
sang man:
Lyksalig Mand, hvis Søn, naar han er borte
En Maaned eller to,
Fra Kjøbenhavn tilbage kom med Skjorte
Og Levninger af kristen Tro.
En Student, der flk 10 Rdl. hjemme fra om
Maaneden til at leve for i Kjøbenhavn, kunde prise
sig lykkelig. Der var mange, der maatte hutle sig
igennem med mindre. »Jeg lejede mig et Tagkammer
med Seng paa Lille Købmagergade« — fortæller 1803
en ung Student, der af Stolthed ikke vilde tage imod
Understøttelse hjemme fra — »for 4 Rdlr.
maanedlig. Ved at give Tegne-Informationer tjente jeg (hvor
lidt jeg end kunde) disse og 4 Rdlr. til. Jeg gik
nu slet ikke ud undtagen to Dage ugentlig, da jeg
hørte et Kollegium (d. e. Forelæsning) hos
Molden-haver over Eksegetiken og underviste i Tegning to
Timer. Disse seks Timer fraregnet var jeg altid paa
mit Værelse og læste uafladelig. Jeg kom ingensteds,
spiste ingen varm Mad om Middagen, men flk mig
nogen Tykmælk, lavede lidt Salat og spiste stegt
Flæsk til, saa mine 4 Rdlr. i Forening med Smør
og Brød fra Søster Thea slog virkelig til. Min
Eksamenslæsning skød en forfærdelig Fart, thi jeg læste
ikke et trykt Blad, men des flere Kollegier, og min
eneste Rekreation var at skrive hver Uge et Brev
til Line (Kæresten) og en enkelt Gang til min Moder.
Det var en frygtelig hed Sommer, og jeg døjede ikke
godt under mine brændende Tagsten. Jeg sad
aldeles nøgen, biot indhyllet i en vestindisk blaa
Kappe, jeg havde købt af en Soldat for 2 Mark,
med bare Ben i Tøflerne og læste og læste. Mangen
Dag fortærede jeg kun en Spølkum Mælk og en
Tvebak, og mangen Nat laa jeg kun to Timer i
Sengen. Kaffe, Te, Brændevin og Kød hørte slet
ikke til min Husholdning, og da jeg ikke følte nogen
Upasselighed, brød jeg mig ikke om Søvnløsheden,
men læste desmere.«
Et andet Billede af Studenterlivet kunde man
faa, naar man i Stedet for at gaa paa Kvisten til
den flittige Teolog, der Aaret efter flk sin Eksamen
med Udmærkelse, vilde gaa i Kældrene til de
forskellige ældre og af Livet medtagne Studiosi, som
boede hos en eller anden Kældermand og tjente
Føde og Brændevin ved at trække Folk til Huse
ved plumpe Vittighueder og smudsige Historier. De
hædredes med den smagfulde Betegnelse »Kældersvin«.
De gamle, ret barbariske, middelalderlige Skikke
ved Studenternes Optagelse paa Universitetet
(Imma-triculeringen) fandt ikke længer Sted; derimod var
det endnu i Mands Minde, hvorledes Danske og
Nordmænd havde leveret hinanden en større Kamp
13
62
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
