Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Med den vise Styrelse var det imidlertid forbi
med A. P. Bernstorffs Død i 1797. Hans Søn og
Efterfølger som Udenrigsminister, Christian Günther
Bernstorff, manglede hans Evne til at gennemskue
en politisk Situation, hans Forsigtighed og
Overlegenhed. Og derved styrkedes ulykkeligvis
Kronprins Frederik i sin usalige Tilbøjelighed til selv at
tage Styret.
Og det var saa meget mere ulykkeligt, som
Kronprinsen fra 1805 tog saa godt som stadigt
Ophold i Holsten, — man sagde i Kjøbenhavn, at det
var af Føjelighed mod sin Gemalinde, der ønskede
at være saa nær ved sine Forældre i Mecklenborg
som muligt. Men dette vanskeliggjorde i høj Grad
Ledelsen af den udenrigske Styrelse. Thi alle
Brevskaber mellem de fremmede Diplomater og
Udenrigsministeriet i Kjøbenhavn maatte sendes til
Kronprinsen i Kiel, der saa havde at tage sin Bestemmelse
og sende dem tilbage til Kjøbenhavn for at faa den
sindssyge Konges Underskrift.
Og ulykkeligvis var det Tider, hvor der mere
end nogen Sinde var Brug for Hurtighed i
Beslutningernes Fattelse og Fasthed i deres Udførelse.
Kampens Tummel nærmede sig mere og mere Bigets
Grænser, og i Holsten stod Hæren opstillet for at forsvare
dem mod et pludseligt Angreb af Napoleon.
Kronprinsen og hans Regering nærede den største Sympati for
den kronede Jakobiners Modstandere, og. var
forberedt paa, aabent at gøre fælles Sag med dem, i
Tilfælde af, at Napoleon ikke vilde respektere Rigets
Neutralitet. Og da hans berømte
Fastlandsspærrings-dekret af November 1806 blev bekendt for Regeringen,
var den sikker paa, at Øjeblikket var kommet til at
erklære sig imod Napoleon. Thi man kunde efter
det ved Freden i Tilsit 7.-9. Juli 1807 beseglede
Venskab med Rusland, med Sikkerhed vide, at han
vilde opfordre, d. v. s. under Trusel med Krig
forlange, at Danmark og Norge skulde spærre sine
Havne for England. Og derpaa vilde den danske
Regering ikke gaa ind.
Til Trods for de stadige Kævlerier med England
i Anledning af dette Lands tiltagende Forstyrrelse af
vor Søhandel, troede Kronprinsen og Bernstorff dog
ikke at behøve at frygte noget fra England. Men
dette var en. Sorgløshed, der kom Danmark dyrt at
staa. England havde den 2. April 1801 faaet Respekt
for den danske Sømagt, og man skulde synes at
kunne sige sig selv, at England kunde nære berettiget
Frygt for at se den danske Flaade i Napoleons Haand,
paa hvad Maade det nu kunde ske. Frygten for en
fransk Landgang, der stadig spøgede i England, kunde
dog maaske blive til Virkelighed, naar Napoleon
kunde raade over den dansk-norske Sømagt og
Søfolk. Den Sorgløshed, Regeringen viste, maa saa meget
mere lægges den til Last, som det ikke manglede paa
Advarsler. Den 19. Juli havde Admiral Lord
Gambier, Chefen for Flaaden, der udrustedes i
Kanalhavnene, og om hvis Bestemmelse mod Danmark der
alt taltes Mand og ’Mand imellem, sagt til en dansk
Søofficer, som paa Hjemvejen fra Vestindien kom ind
til Portsmouth: »Hvad vil De her, unge Mand?
Skynd Dem hjem, jeg faar maaske i Morgen Ordre
til at stoppe Dem.« Ved sin Hjemkomst indberettede
Søofficeren straks denne Udtalelse. Danske Søfolk
hørte i engelske Havne Udtalelser om, at de maatte
skynde sig, hvis de vilde naa Kjøbenhavn, inden
Englænderne tog Byen. Købmænd i Altona og Hamburg
skrev til Kjøbenhavn om det engelske Togt mod
Danmark som en afgjort Sag, Økonomi- og
Kommerce-kollegiet advarede Bernstorff; ogsaa fra Frankrig
kom der lignende Bud, men han vilde ikke, eller
mulig rettere, han turde ikke tro derpaa. Han
lukkede sine Øjne for Faren.
Medens en stor engelsk Flaade paa en
halvhundrede Orlogsmænd og 500 Førselsskibe med en Hær
paa 30,000 Mand i August atter nærmede sig
Danmarks Kyster, indfandt den engelske Gesandt, Sir
Francis Jackson, sig hos Kronprinsen i Kiel. Man
havde i England, erklærede han, gennem et hemmeligt
Brev Sikkerhed for, at der i Tilsit var truffen Aftale
mellem den russiske og den franske Kejser om, at
Danmark skulde tvinges til at tiltræde
Fastlandsspær-ringen, og at Napoleon vilde benytte den danske
Flaade imod England, — hvem der har røbet denne
Hemmelighed i London, er aldrig bleven opklaret. —
Den engelske Regering forlangte derfor, at Danmark
skulde slutte et nøje Forbund med England imod
Napoleon, og som Sikkerhed herfor udlevere sin
Flaade som Pant. Naar der blev sluttet Fred, skulde
Danmark faa Flaaden udleveret igen.
Det var Kronprinsen umuligt at fatte sig over
for denne Fordring; hans Sympati var i
Virkeligheden paa Englands Side. Men skulde Kongen af
Danmark-Norge — der desværre ikke var saa mægtig,
som man skulde tro efter Størrelsen — finde sig i
et saadant Sprog? Kronprinsen modtog Anmodningen
som en personlig Fornærmelse og lod Bruddet ske
straks og fuldstændigt, der blev ikke gjort Forsøg
paa Underhandlinger, ikke taget Tid til Overvejelse,
ikke tænkt paa at finde andre, mindre saarende
Former for et Forbund. Der udstedtes en kongelig
Kundgørelse om det engelske Forslag, hvori det hed :
»Denne Meddelelse, lige saa vanærende i Tilbud som
i Trusler, ej mindre fornærmende i Form som i
Indhold, kunde endog ikke foranledige nogen
Forhandling.«
Straks efter Modtagelsen af dette uventede Forslag
sendte Kronprinsen Stafet til Kjøbenhavn, at
Sø-batterierne skulde befæstes, gav Ordre til, at Sir
Francis paa sin Rejse fra Kiel til Kjøbenhavn skulde
opholdes 2 Timer paa hver Poststation, for at der
kunde vindes Tid, og jog saa øjeblikkelig af Sted
til Hovedstaden. Med Glæde og Tillid blev
Kronprinsen hilset, da han 10. August, to Dage efter sin
Samtale med Sir Francis, kom til Hovedstaden. »Man.
ansaa hans Nærværelse for lige saa god som 10,000
Mand.« Desværre havde han ikke Forstaaelse af, at
der kunde være god Brug for denne Styrke i den
for Tropper temmelig blottede Hovedstad, og
Kjøben-havnernes Forhaabninger blev snart skuflede; de
varede ikke stort længer end de Lys, som man stillede
op i Vinduerne for at udtrykke Glæden over at vide
ham inden for Byens Volde. Man havde ventet og
haabet, at han — som Frederik III — vilde blive og dø i sin
Rede; men Oldenborgernes Blod var blevet tyndet
ud siden de Dage, da Frederik III red paa Volden
»dér, som Faren var størst«. Efter at have udstedt
nogle Opraab, overgivet Kommandoen til den
72-aarige, skrøbelige Ingeniørofficer, General Peymann,
der aldrig havde kommanderet en Troppe-Afdeling
92 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
