Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
og i lange Tider ikke været i aktiv Militærtjeneste,
rejste han atter bort. Kronprinsens Instruks for
Kommandanten vil bedre end noget andet give et
Billede af Forvirringen og Ilfærdigheden hos den
Mand, der i Følge sin Stilling maa bære den største
Del af Ansvaret for de Ulykker, der brød ind over
Land og Rige. Den lyder ordret:
»Mine Pligter kalde mig til Armeen, hvor jeg er
mere fornøden end her, hvor Mænd ere som De,
og i hvem jeg sætter den største Tillid. De antager
derfor hele Kommandoen, saavel af Sø- som
Land-defensionen, og træffer alle de Anstalter, De maatte
finde fornødne. Alt, saavel Civilt som Militært, lyder
Dem. De communicerer denne Befaling saavel til
Admiralitetet som Magistraten og Cancelliet. At De
forsvarer sig til det Yderste er en Selvfølge og
behøver jeg ej at byde en kæk Soldat. Saa snart
Fjendtlighederne begynde, gøres Beslag paa al engelsk
Ejendom. De
afværger derimod at
være Agressor!
(Angriber).
»Provianteringen
sker snarest muligt
saavel til Kronborg
som til Kjøbenhavns
Fæstninger.
Generalmajor v.Bielefeldt
og Commandeur
Bille commandere
under Dem en second,
og skal, hvor De ej
er tilstede, een af
disse føre
Commando over Alt: og skal
Commandant og Alt
lystre ham, da han
er
Næstcommande-rende og skal, i
Tilfælde at De blev
syg, være
Høistcom-manderende.
Samtlige
Institut-officerer og sig her opholdende fremmede Officerer
fordeles ved Regimenterne.« Frederik. C. P.
Til denne under saadanne Forhold mærkelige
Skrivelse, i hvilken Flaaden, hvorom hele Striden
drejede sig, ikke berøres med et Ord, føjede
Kronprinsen kun den bestemte mundtlige Ordre, at der
skulde sendes 100 Mand til Dragør. Han gav sig
ikke en G?.ng saa megen Tid, at Peymann kunde
læse Instruksen og mulig faa Forklaring paa et eller
andet tvetydigt Punkt, men steg straks i sin Vogn i
Palæets Port (paa Amalienborg), kørte ud til
Frederiksberg, tog Kongen med sig og vendte ctraks tilbage
ad Landevejen til Korsør, hvor de kom den 12. August
Kl. 2—3 og spiste til Middag. »Kongen saa’ under
Taflet alvorlig og forskrækket ud, meget urolig og
bleg, hvorimod man hos Kronprinsen ikke mærkede
den allerringeste Forandring, han var kun lidt
echaufferet af den rastløse Rejse.« Dog var hans
Forvirring stadig lige haabløs, og han kunde endnu
efter Middagen som en Hemmelighed betro en Officer,
at »han havde den Formodning«, at den engelske
Ekspedition gjaldt os. Det var en mærkelig
»Formodning« efter hans Samtale med Jackson, og den
vidner kun om, at han var bleven som lamslaaet ved
pludselig at se det dragne Sværd over sit Hoved.
Det var endog et Spørgsmaal, om det var muligt
at slippe over til Fyn, thi Bæltet var allerede fuldt
af engelske Orlogsskibe. Halvdelen af Flaaden havde
lagt sig her for at afskære Hæren fra at komme over
til Sjælland, Halvdelen var den 3. August løbet ind i
Sundet og havde ankret op mellem Helsingør og
Hveen. Og Syd fra kom endnu en tredje
Flaade-afdeling med engelske Tropper fra Rügen og ankrede
i Køge Bugt. Sjælland var saaledes alt blokeret.
Kl. 4 gik Kongen og Kronprinsen med nogle faa
Ledsagere om Bord i Færgejagten og naaede uden
Hindringer ud under Sprogø. Her blev den
imidlertid stoppet af et armeret Fartøj fra et engelsk
Linjeskib, en Officer kom om Bord og henvendte sig til
Kongens Adjutant,
Kommandør
Lindholm, der gik paa
Dækket, med de
Ord: Jeg har Ordre
til at stoppe Dem.
Han undersøgte nu
Færgejagten, fandt
en bleg og forvirret
Mand siddende i
Kahytten med en
Slo-brok paa og et
Tørklæde om Hovedet
Det var Kongen.
Han blev udgivet
for en svensk Baron
v. Stein, som skulde
til Bad i Tyskland.
Kronprinsen var
skjult nede om Læ,
og blev ikke set af
Englænderen. Han
gav Skipperen Ordre
til at kaste Anker,
tog Lindholm med
om Bord paa Linjeskibet til Eksamination, og efter tre
Kvarters Forløb blev Færgejagten frigiven paa
Lindholms Erklæring, at Passagererne var den omtalte
Baron, nogle Officerer, Jøder og Haandværksfolk. For ikke
at blive stoppede en Gang til, gik Kongen og
Kronprinsen med deres Kavallerer fra Borde i en Baad,
da Jagten var kommen over ad Fyn til, lod sig ro
ind til Knudshoved og kom lykkelig og vei til
Jylland gennem Fyn. Kongen blev bragt til Rendsborg,
og Kronprinsen rejste til Kiel.
Imidlertid arbejdedes der med fuld Kraft paa at
styrke og forbedre Kjøbenhavns Befæstning baade paa
Land- og Søsiden. Landtropperne kunde bringes op
til 13,000 Mand, Holmens faste Stok talte 6,500
Mand, foruden 1,200 Marinere og nogle Indrullerede,
hele Befolkningen var ved ypperligt Mod, efter at
Skuffelsen over Kronprinsens Afrejse havde sat sig.
Men det var ikke som i 1801, da Forsvaret lededes
af Søofficerer, der stadig uddannedes i det praktiske
Liv, som stod paa en langt bedre Fod med det
nationale Mandskab end Landofficererne med deres for
største Delen hvervede og tyske Tropper, og som
Fig. 39. Fra et Bal paa vore Bedsteforældres Tid.
94
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
