Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
været lige saa godt som hans Hjerte, havde han
kunnet indse, at han skulde have handlet, inden det
blev for sent. Nu kunde Englænderne, uden at storme,
ved Hjælp af deres Brandraketter opnaa alt, hvad
de vilde, og intet Heltemod og ingen Opofrelse vilde
kunne hindre ham deri. Endnu den 1. September,
da Fjendens Morterer og Haubitser var opstillede,
opfordrede Admiral Gambier og Lord Cathcart atter
indtrængende Peymann til Overgivelse med gentagen
Forsikring om, at Flaaden, hvis den blev. udleveret,
skulde blive oplagt i engelske Havne med dansk
Besætning, under dansk Flag og tilbagegivet med dens
hele Udrustning i lige saa god Stand, som den var
modtagen, samt at enhver foraarsaget Skade skulde
blive betalt og Sjælland straks blive rømmet.
Men alt forgæves. Kommandantens militære Ære
gik fréin for alt. Til Trods for, at han havde
modtaget Underretning om, at Landeværnet under
General Castenskjold den eneste danske Styrke, som
kunde have vedligeholdt Haabet om Undsætning,
var bleven splittet ved Køge af Sir Arthur Wellesley,
den senere saa berømte Wellington, vilde han ikke
høre noget om Overgivelse. Og dog skulde man
synes, at det havde været muligt at finde en Udvej.
En Mængde engelske Officerer, selv de
Øverstkommanderende, lagde tydelig for Dagen, at de meget
ugerne udførte dette Hverv og ønskede at skaane
Byen saa meget som muligt. Men hvis Peymann
ikke kunde eller vilde søge at faa Fjenden til at
indlade sig paa en Fægtning paa Skrømt, var der kun
et, som mulig kunde hindre et Bombardement, et
stort Udfald mod de fjendtlige Batterier. Men denne
naturlige Udladning af den patriotiske Følelse og
Kampbegejstring vilde han heller ikke forsøge. Om
en Raadslagning med Byens borgerlige Øvrighed var
der heller ikke Tale. Englændernes Opfordring, der
udtrykkelig blev betegnet som den sidste, efter
hvilken ingen Skaansel maatte ventes, blev afslaaet
og Danmarks Skæbne for lang Tid beseglet.
Men medens de engelske Kavallerister i al Ro
og Mag begyndte at binde Stokke til Raketterne,
fylde Brandkugler og gøre alt i Stand til det
forestaaende Bombardement, der for dem kun var
Af-brændelsen af et storartet Fyrværkeri, lod Sten Bille
i al Hemmelighed bore Hul i Bunden af alle
Orlogsskibene og slaa Spunds for, saa dette med Minuts
Varsel kunde fjernes, hvorved Skibene vilde synke
og blive ubrugelige for Fjenden. Ordren til at
udføre dette maatte udgaa fra den Højstkommanderende,
men blev aldrig givet. Den Stafet, der skulde bringe
Peymann Kronprinsens Befaling herom, blev
opsnappet af Englænderne.
Kjøbenhavnerne, som fra den 17. August havde
været fuldstændig afskaarne fra Forbindelse med
Omverdenen, var i Begyndelsen af Belejringen af lutter
Begejstring og Handlelyst meget forbitrede paa
Kommandanten for hans Uvirksomhed. Hans ene
Næstkommanderende, General Bielefeldt, var bleven kastet
af Hesten paa Kongens Nytorv allerede den 16.
August og havde ikke ladet sig se senere, hvilket
indbragte ham mange Spottegloser fra Befolkningen.
Kommandør Sten Bille var den eneste populære
Mand i Overkommandoen, og Kjøbenhavnerne havde
med Begejstring fra Toldboden været Vidne til hans
Kanonbaudes Kampe, særlig Søndag den 23. August.
Men da den gamle General var bleven saaret, slog
Stemningen noget om til Fordel for ham. Mange mente
nu, at han havde Ret, naar han sagde: Lad bare
Fjenden komme ind under Volden! Naar Generalen
ikke frygtede et Bombardement, og han maatte dog
kunne dømme derom, hvorfor skulde andre saa
være bange. Man havde jo alt i 1801 sét, at de
engelske Bomber ingen Fortræd gjorde, og det blev
vei ikke værre denne Gang. I Kastellet var der
faldet et Par Stykker uden at gøre Skade; ja, en
Dag, da flere hundrede Soldater laa og spiste
Frokost paa Paradepladsen foran Kirken, var der
sprunget en Bombe midt imellem dem, uden at en
eneste Mand blev saaret. Den sidste Dag i August
blev ganske vist en Mand dræbt af en Bombe i
Postgaardens Port paa Købmagergade, men det blev
nærmest opfattet som et Ulykkestilfælde og
forstyrrede ikke den fortrøstningsfulde Stemning. Folk
morede sig og pyntede sig som sædvanlig, Tallotteriet
blev trukket, Koncerter og Komedier opførtes og
Sladderen gik, som om der ikke var noget alvorligt
paa Færde.
»Alt var under Vaaben,« hedder det omkring den
23. August, »og da man havde begyndt at presse dem,
der ikke allerede var i det Offentliges Tjeneste, gik
intet voksent Mandfolk paa Volden eller i Gaderne,
uden at have et, i det mindste laant, Tegn paa, at
han var det. Voldene var bedækket med en uhyre
Menneskevrimmel. Borgerskabet, som Borgervæbningen
kaldtes, gik i et eller andet Stykke af Uniformen,
eller med den opkrampede Militærhat til den
sædvanlige Dragt; Studenterne i korte, mørkeblaa Trøjer
med hvide Lidser — en Levning fra Uniformen 1801
—, eller i sorte Kjoler med paahæftede røde Kraver.
Møllere og Bagere hævdede sin Fritagelse for
Militærtjeneste ved hvide Trøjer over den almindelige
Paaklædning. Langs med Brystværnene stod
Infanteri, og i Bastionerne laa Artilleristerne lejrede om
Kanonerne, medens den saakaldte »Anden Afdeling«
eksercerede neden for ved Møllebygningerne og
dannede det besynderligste Karrikaturmaleri, da disse
sammenrapsede »Femtenrigsdalerkarle«, som de
kaldtes, forbi de fik 15 Rdlr. i Haandpenge, kun
havde Vaaben, men ingen Uniform. Deres Klæder
var af de forskelligste Farver og Snit. Nogle havde
Trøjer, andre Frakker; enkelte havde ingen af Delene,
men gik i Skjorteærmer og Vest. Nogle bar korte,
andre lange Bukser, og dette gav dem i Forening
med den kejtede Eksercits et højst løjerligt Udseende.
Stabsofficerer, Herregaardsskylter og Sjællandske
Ryttere som Ordonnanser galloperede, under Skrigen og
Skraalen til Vrimlen, der altid spærrede Vejen, frem
og tilbage i største Travlhed. I en aaben Vogn kørte
den gamle Biskop Balle med det store, alvorlige
Ansigt under den mægtige pudrede Paryk, uden Hat
paa, fra den ene Flok til den anden for at holde
Trøste- og Opmuntringstaler, som kun faa brød sig
om at høre paa. Paa mange Steder havde hele
Kompagnier stillet Geværerne i Pyramide og laa
gruppevis omkring Brødkoner og
Brændevinssælger-sker, medens andre halvberusede spankede om Arm
i Arm syngende og støjende. Og udenom og mellem
de bevæbnede med deres i Solen blinkende Vaaben
mylrede det af Mænd, Fruentimmer og Børn, som
dels besøgte Venner og Beslægtede, dels begabede
102 122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
