- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Vore Bedsteforældres Tid : Tiden indtil 1848 /
117-118

(1900) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VORE BEDSTEFORÆLDRES TID

ned i Jorden og hvorved der uafladelig holdtes
Køkken, stod, gik og laa i de smukke
Munderings-trøjer med hjelmformede Casquer, tærnede Skørter,
af forskelligt farvede Baand flettede Gamacher og
med nøgne Laar, de kraftige, krigerske Mænd, livlig
grupperede med de mange Fruentimmer, der var
fulgt med dem. Ja, end ikke Børn savnedes i denne
maleriske Lejr; flere, endog temmelig smaa, løb
halvnøgne omkring ved Ildstederne, eller var stimlet
sammen om Musikkorpset, som spillede ved
Eremithytten. Det var for mig, som om jeg pludselig var
blevet hentrjdlet i et fremmed, romantisk Land. Jeg
kunde ikke blive ked af at stirre paa alt det
forunderlige, der her, saa nær ved vort hverdagslige
Hjem, aabenbarede sig for mig ... I en af de
forladte Skanser ved den første Blegedam ved
Nørre-fælled fandt jeg paa Sandsækkene en lille dansk
Ord*- og Glosebog, trykt i England, til Brug for
Soldaterne.«

Den 20. Oktober blev endelig Kapellet rømmet.
Tropperne gik om Bord, og Flaaden lettede samme
Dag. Og den 20. og 21. Oktober saa’ Kjøbenhavnerne
Landets Stolthed og Værn, vore 17 Linjeskibe, 17
Fregatter, 8 Brigger og 34 mindre Skibe stævne bort
mod Nord. »Ved Synet af den herlige Flaade i
Englændernes Magt skulde mange Taarer fældes i
Kjøbenhavn, selv af dem, som aldrig græd.«

»Det var en Sorgens Dag,« skriver gamle
Konferensraad Werlauff’ i sine Erindringer, »da Flaaden
efter 7 Ugers Forløb blev bortført af de Engelske;
det var ingen Trøst, at den, hvad der blev oplyst, i
det hele ikke havde den Størrelse, som den egentlig efter
Planen skulde have. Jeg mindes endnu med hvilke
sørgelige Følelser man, Dagen efter at Englænderne
havde rømmet Kastellet og Holmen, gik ud paa
Nyholm, som tilforn for det meste havde været
utilgængelig for alle andre end dem, som der havde
noget at forrette, men nu overalt stod aaben. Paa
det store Takkelloft var der forskellige Afdelinger,
i hvilke Takkelagen til hvert Orlogsskib havde været
opbevaret. Navnene >Valdemar«, »Norge«,
»Kronprinsesse Marie« og saa fremdeles stod endnu over
hver Afdeling, men den var aldeles tom, og kun
ubetydelige Rester af Tovværk laa der udspredt. Hist
og her havde raa Englændere skrevet haanende
Ytringer paa Væggen.«

Hin Landesorg er bleven holdt levende i vor
Bevidsthed. Det var Begyndelsen til vore Ulykker.
Vi, Børnebørnene af dem, der oplevede de tunge
Dage i 1807 og følgende Aar, har ogsaa lært en
saadan Sorg, et saadant Tab, en saadan Følelse af
Afmagt at kende, — dybere, tungere maaske, men
næppe mere smertelig følt i Øjeblikket. Og saa
længe dansk Sprog tales, vil Børnene faa en
Forstaaelse af Forfædrenes Sorg gennem de jævne
stilfærdige Strofer:

Hvor er I henne, store og smaa,
I, Havets stolte Svaner,
Som smykkede her i Dammen laa
Med Dannebrogs rode Faner?

Plejer I end den gamle Færd
Ved fjerne, fjendtlige Kyster?
Viser 1 Fjenden, hvor stolt I bær’
De egeplankede Bryster?

117

Nej, I har glemt den gamle Klang,
De danske jublende Toner,
Nu stemmer I op den Sejerssang,
Der tordner fra Britens Kanoner.

Den største Ulykke, det fuldstændige Brud med
England og Forbundet med Napoleon, var imidlertid
endnu ikke bleven bekendt i Kjøbenhavn. Her troede
man, at med Flaadens Udlevering var alt i Orden
med England. Kronprins Frederik flk den 11.
September i Kiel Peymanns Rapport om Belejringen og
Overgivelsen. Men om hans Sindsstemning, om hans
Planer og Forhaabninger, om han havde saadanne,
fik man i Kjøbenhavn intet at vide. Fra den
kommanderende General og fra de civile Myndigheder
blev der tilstillet Kronprinsen Skrivelse paa Skrivelse.
Forslag blev stillede, Ansøgninger indsendte, Instrukser,
Ordrer, Fuldmagt m. m. udbedt i dybeste
Underdanighed. Men der kom intet Svar, ikke en Ordre, ikke
en Stavelse fra Kronprinsen om hans Billigelse eller
Misbilligelse af Myndighedernes Optræden.
Generalkommandoen var nu som før Belejringen ladt i
Stikken og stod under det pinlige og ydmygende
Arbejde med den sejrrige Fjende uden Hjælp, Raad
eller Understøttelse.

Grunden til denne Kronprinsens Tavshed, der
voldede Myndighederne i Hovedstaden saa megen
Kummer og Fortræd, var hans Forbitrelse over
Byens Overgivelse og Flaadens Udlevering. Han
havde med stor Sorgløshed stolet paa, at
Kjøbenhavn kunde holde sig længe og havde haabet, at noget
som et Mirakel skulde hjælpe ham, nu da hans
Forstand stod stille Naar Vinteren kom, kunde det
maaske træffe sig, at Bælterne frøs til, og saa vaer
dig, Englænder! saa gaar vi — som i sin Tid Carl
Gustaf af Sverige — over Isen og bryder os Pokker
om dine Skibe.

Men det var for det første et stort Spørgsmaal
om noget saa sjældent som Bælternes Tillægning
skulde indtræffe netop nu og i alt Fald var det
utilgivelig letsindigt at bygge noget derpaa, og
foldet andet er det vei et endnu større Spørgsmaal, om
Frederik VI kunde gøre det samme, som Carl Gustaf
havde gjort. Han havde imidlertid paakaldt
Napoleons Hjælp og synes at have bibragt ham den
Forestilling, at Bælterne kunde lægge til i Oktober. Han
nægtede at anerkende Kjøbenhavns Kapitulation,
afviste Englands Tilbud om Forbund mod Flaadens
Tilbagelevering og Erstatning for lidte Tab, naar der
blev Fred, og sluttede endelig den 31. Oktober
Forbund med Napoleon og dennes Vaabenfælle, den
russiske Czar. Og da Rusland erklærede Sverige
Krig for at fravriste det Finland, maatte Danmark
følge efter, og dermed begyndte den 6-aarige for os
saa fordærvelige Kamp med England og Sverige, der
ødelagde Landets Velstand og endte med Tabet af
Norge. Hvor ulykkelige Forholdene end var, blev
de dog ved Kronprinsregentens Mangel paa politisk
Klogskab og ved hans Følelse af personlig Krænkelse
endnu mere fortvivlende, og man indvende ikke, at
Frederik VI handlede i Overensstemmelse med den
offentlige Mening i Landet, der hellere vilde bøje sig
for Fastlandets vældige Tyran, hvis Barskhed vi ikke
direkte havde faaet at føie, end for det overmodige
England, der havde tilføjet os saa mange Krænkelse;

122

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:38:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bedste/0061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free