Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
sin Første-Minister Ordre til at oplæse Beskrivelsen
af Kampen, hvorledes Crilb masede Molyneux’ Øje
og hvorledes Jach Randall mulede »Hanekyllingen«.
En Forlystelse, som var forbeholdt Bigmænd
alene, var Væddekørsel. Ogsaa her udmærkede den
ædle Prins sig. Han kørte en Gang fra Brighton
til Carlton House — 56 (engelske, 14 danske) Mil —
i 4^2 Time. Og naar de højbaarne Herrer kørte,
saa var det farligt at færdes paa Vejene, ikke biot
for jævne Folk til Vogns eller til Fods, men ogsaa
for dem selv. Thi man kørte uden Naade sin
Medbejler i Grøften eller i Floden, om man kunde vinde
noget derved. Virkeligt Mod blev næppe udviklet
ved dette Idrætsliv, men en stor Del brutal
Hensynsløshed, der viste sig i alle Samfundslag, de
højeste som de laveste.
Hvilke Mænd var ikke samtidige med Prins
Georg ! Der var, for at begynde med en, som alle
kender, Walter Scott, der allerede da havde levet
sig saaledes ind i Middelalderen — den han senere
gennem sin »Ivanhoe«, sin »Montrose«, »Quentin
Dur-ward« og »Kenilworth« skulde aabne for Tusinder
og atter Tusinder af Læsere — at han betragtede
Prinsen med de tre Strudsfjer, Eventyrprinsen, som
vi nys fortalte om, gennem middelalderlige Briller
som sin Herre og Høvding, for hvem han uden
mindste Kritik gjorde sig til Væbner og Skjolddrager.
Irlænderen Thomas Moore sang for ham sine dejlige
Smaadigte og haabede en kort Tid at have vundet
ham for den grønne 0, Erin, hans undertrykte og
kuede Fædreland Irland. Om det saa var Spotteren
over alle Spottere, Lord Byron, lod han sig fange
af den prinselige Smiger, rigtignok kun for senere
at spotte ham saa meget mere ubarmhjertigt.
En af Prinsregentens mest fremtrædende
Egenskaber var hans Ladhed, der gik saa vidt, at selv
den meget absolutistiske Lord Castlereagh (Kæsselrih)
i 1812 kunde udtale sin Beklagelse over, at Hs. kgl.
Højhed ikke formaaede at frigøre sig for den
overvældende Mængde af Papirer, der opdyngede sig paa
hans Bord. Hvilke Dokumenter der var der
imellem, faar man at vide gennem aabenlyse Angreb i
Parlamentet paa den, »der, naar Fængslerne var
overfyldte med ulykkelige, ikke et Øjeblik kunde
opsætte tankeløse Fornøjelser for at gøre Ende paa
den sørgelige Svæven mellem Liv og Død.«
Og Dødsdomme blev der fældet nok af i
England i Begyndelsen af Aarhundredet. Vi kender alle
fra Dickens Barnaby Rudge Bødlen Dennis’s
Opfattelse af den stadig fyldte Galge som den første
Hjørnesten, som Grundvolden for Storbritanniens
Forfatning. Det er et symbolsk Udtryk for den
konservative Brutalitet, som herskede i England.
Enhver, som vilde søge at afskaffe et eller andet
fordærveligt Monopol, rydde en eller anden Skranke
bort for en friere Udvikling eller gøre Forandring i
de gamle grusomme Straffelove, blev betragtet som
en Majestætsforbryder. England blev under den
absolutistiske Georg III styret som en fuldstændig
Enevolds-Stat; der udviklede sig i hans Begering
det skamløseste Bestikkelsessystem ved Valg til
Parlamentet og ved Besættelsen af alle offentlige
Embeder. Det kostede f. Eks. Lord Castlereaghs Fader
60,000 Pd. Sterling (c. 1,080,000 Kr.) at faa
Sønnen valgt ind i det irske Underhus. Da Guillotinen
under den franske Bevolution var bleven sat i Gang,
begyndte det store Flertal af det engelske Folk, selv
mangfoldige af den frihedssindede Opposition, at
frygte for, at alle dets gamle Traditioner, Trone og
Alter, Boksekampe og Væddekørsel, skulde skylles
bort af denne rivende Strøm. Og den Begejstring,
hvormed Revolutionen blev hilst i det fortrykte
Irland, drev det engelske Folk endnu mere over i
Reaktionen. Gamle barbariske Love fra Middelalderen
blev gravet op til Værn mod hjemlige Jakobinere,
og Forsamlings- og Pressefriheden indskrænket til et
Mundsvejr. »Hvis nogen ønsker at faa en fuldgyldig
Forestilling om de ulykkelige Virkninger, som den
franske Revolution og de Rædsler, der fulgte den,
har afstedkommet i vort Land, saa lad ham biot
forsøge en Reform paa vort Retsomraade efter
humane og liberale Principper. Han vil da opdage,
ikke biot hvilken taabelig Rædsel for Forandringer,
men hvilken grusom Aand der er faret i altfor
mange af vore Landsmænd.« Forsøgene paa at
mildne den gamle Lov, der paabød Hængning som
Straf for Butikstyveri, og som havde til Følge, at
der endnu under Georg III blev hængt gennemsnitlig
2000 Mennesker om Aaret, mødte den største
Modsigelse i Parlamentet. Mange Medlemmer viste sig
som besatte af en fuldstændig Lidenskab for den
gamle tilvante Straffemaade, der tydeligere end
noget andet vidnede om den store Raahed, som
endnu fandtes i Nationen.
Denne Raahed havde som sin naturlige
Forudsætning en grænseløs Uvidenhed. Thackeray (Tsækkeri),
der var en strengt konservativ Mand, fortæller, at han
som Barn paa Vejen til England fra Indien kom til
St. Helena. »Min sorte Tjener førte mig en lang
Vej over Klipper og Høje, indtil vi kom til en Have,
hvor vi saa’ en Mand spadsere frem og tilbage.
»Der er han,« hviskede den Sorte, »det er
Bonaparte! Han spiser tre Faar hver eneste Dag og
alle de Smaabørn, han kan faa Fingre i.« Der var
Folk i de engelske Biger og Lande, som havde
samme Bædsel for den korsikanske Kannibal som
min stakkels indiske Tjener.«
Og den samme Uvidenhed om de virkelige
Forhold og den ejendommelige engelske Selvgodhed
giver sig et slaaende Udtryk i et Kobberstik af
Georg III med Paryk og i Uniform som Konge af
Brobdingnag (Kæmpernes Land) holdende Napoleon,
afbildet som en lille Gulliver (en Lilleput), paa sin
ene Haand, medens han betragter ham i sin
Teaterkikkert, — den stakkels, indskrænkede, sindssvage
Georg III som den overlegne i Modsætning til et af
Verdenshistoriens største Genier!
»Vi Englændere var stolte af vore Fordomme, vi
pralede, og vi brovtede i taabelig Forfængelighed, vi
tillagde vor Fjende i vor Foragt og Harme de største
Nedrigheder; vi bekæmpede ham med alle Vaaben,
med nedrige som med heltemodige. Der var ikke
den Løgn, vi ikke troede om ham, ikke den
Forbrydelse, vi ikke tillagde ham.«
»Kong Georgs Hus var et Mønster paa en engelsk
Gentlemans Hus. Det var arbejdsomt, venligt,
godgørende, det var nøjsomt, ordentligt, det maa have
været grusom kedeligt — jeg gyser ved Tanken
derom. Det var intet Under, at alle Prinserne
hoppede af Skødet paa al denne kedsommelige huslige
123
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
