Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Skønt Georg III ligesom Frederik VI, med hvem
han har en Del Lighed, yndede at optræde jævnt
og borgerligt, fordrede dog gammel Skik, at man
altid knælede for Majestæten. Og paa det Punkt
gjorde han ingen Undtagelse og tog ingen
Undskyldning for gode Varer, undtagen maaske en
Sparsommelighed som den, Bøfslugerens Dreng lagde for
Dagen, eller en Legemsfejl, som Borgmesteren i en
eller anden By led af. Han skulde læse en Adresse
højt for Kongen og gjorde dette, ganske imod
Etiketten, staaende. »Knæl, Sir, knæl, saa knæl dog!«
raabte den tjenstgørende Kammerherre rædselslagen.
»Jeg kan ikke,« svarede Borgmesteren rolig, idet han
afbrød Læsningen og vendte sig. »Kan De ikke se,
jeg har Træben.«
Denne Lighed med
Frederik VI kommer
især frem i Thackerays
Beskrivelse af en
Familie-Spaseretur i
Windsor Have. »Det var
virkelig et nydeligt
Optog. Den lille
Prinsesse Amelie, som lige
var fyldt tre Aar, gik
alene forrest i livid
Kjole af fint Musselin
og med en skøn
Kysehat, hvide Handsker
og Vifte, umaadelig
henrykt over Paraden
og uafbrudt drejende
Hovedet for at se
enhver, hun gik forbi.
Alle paa Terrassen trak
sig tilbage mod
Skrænten, for at der kunde
være aaben Plads for
den kongelige Familie,
saa snart man fik Øje
paa den. Efier den
lille Prinsesse kom
Kongen og Dronningen,
henrykte ved at se
Kæledæggens Glæde. Den
ældste af Prinsesserne
med Lady Elisabeth
Waldegrave under
Armen, Prinsesse Augusta,
ført af Hertuginden af
Lancaster, Prinsesse Elisabeth, ført af Lady Charlotte
Berthie. Saa kommer Hofkavalerer og Hofdamer,
Musiken spiller gamle, kendte Melodier, Solen kaster
sit lyse Skær paa den glade kongetro
Menneskemængde, paa de gamle Volde, paa det smilende
Landskab og det saftige Grønsvær og paa det
kongelige Banner, der vajer fra Toppen af del store
Taarn.«
Er det ikke ganské det samme Billede, den
samme Stemning, som vi finder i det gamle
Kobberstik »Den højtelskede Familie»? Eller i endnu højere
Grad i Søndagsspasereturen i Frederiksberg Have og
Kongesejladsen i Kanalerne?
Hvilken Forskel, naar vi gaar over Kanalen!
Større Modsætninger end de to Nationer, som skilles
ved dette smalle Vand, kan næppe tænkes.
Franskmændene ynder at udtrykke denne Modsætning i
den ondskabsfulde Vittighed: Du sublime au ridicule
il n’y a qu’un pas, et ♂est le Pas de Calais (Fra det
ophøjede til det latterlige er der kun ét pas (Skridt)
og det er Pas de Calais, Strædet ved Calais).
Forskellen viste og viser sig overalt, i det smaa
som i det store. England, Datidens strengt
konservative England, var til det yderste ærbødigt over
for Krone og Alter, holdt fast ved det traditionelle,
det fra Fædrene nedarvede, stivnet i gamle Former
og mistænksomt .over for alt nyt. Under alt dette
trivedes det utroligste Hykleri og det nederdrægtigste
Tyranni fra de
herskende Klassers Side.
Frankrig havde hugget
Hovedet af baade
Konge og Dronning, jaget
Katolicismen ud af
Landet, hævet alle gamle
Privilegier, kort sagt
lukket alle Vinduer op
og luftet ud for alt det
gamle overléverede
Støv. I Løbet af faa
Aar havde Frankrig
skiftet Forfatning, Gud
ved hvor mange Gange,
havde sat
Menneskerettighederne, Frihed og
Lighed, paa sin Fane
og udvidet sig udover
alle gamle Grænser,
saa at England til sidst
maatte frygte for se
hele Europa grebet af
gallisk Raseri. Og da
Napoleon besteg
Kejsertronen og blev den
kronede Jakobiner, var
der ingen Grænse
længer for Englands
Forbitrelse.
Men da var Sagerne
allerede komne ind i
et ganske andet Spor.
De begejstrede Friheds
Ideer, som
Englænderne frygtede skulde sætte Europa i Brand, var
Mundsvejr for Bonaparte. De kunde være gode at
bruge ved Lejlighed, men han havde, for at fremme
sine personlige Planer, langt mere Brug for Kirkens
og Kronens Myndighed. I Aaret 1802 afsluttede han
Konkordatet med Paven, hvorved »Revolutionen blev
forsonet med Himmelen« og den katolske Kirke
genoprettet i Frankrig og 1804 rejste han Tronen og
fremtraadte som Herskeren af Guds Naade.
Disse to Ceremonier gjorde et ejendommeligt
Indtryk paa det nye franske Samfund, der var vokset
op efter Revolutionen. Katolicismen blev smuglet ind
i Paris; den pavelige Legat, som kom fra Rom for
at underhandle med Første-Konsul om Konkordatet,
blev »af Hensyn til Hovedstadens lattermilde Befolk-
127
124
Fig. 51. »Den højtelskede Familie< — Frederik VI og hans Familie
spaserer i Frederiksberg Have. Efter et samtidigt Kobberstik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
