Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
rundt i min Hjerne saavel af Beundring som af
Glæde over den Vished at lægge mig til Hvile i det
eneste Paris.«
For en Dansk maatte Paris staa som en mægtig
Dyrehavsbakke med Palais Royal som Centrum. Over
alt var der Anledning til at se noget og more sig.
Teater laa ved Teater. Paa Théatre français beundrede
man den store Tragiker Talma og Damerne Mars og
Georges, i Balletten den navnkundige Vestris, Duport
og Beaupré, i Théatre Faideau den dejlige Elviou, i
Variété den ekscellente le Brun og den charmante
Saintaince, i Franconis Cirkus de skønne Beridersker.
Og alle Vegne dansede man. Paa Karusselpladsen
var der hver Søndag Aften »Soirée amusante« med
Dans, Taskenspillere og en Mængde Damer, der her
som alle Vegne var yderst fri i Manerer og ikke
af de undseligste, men alle smukt og smagfuldt
klædte. Elegantest var dog de store Maskeballer paa
Operaen. Til Afveksling kunde man, hvad der den
som Halvbarbarer, for Resten ligesom alt, hvad der
ikke var fransk. Fru de Staél-Holstein, der var en ivrig
Modstander af Napoleon, levede ude i Auberge en
ville, da Kejseren havde forvist hende 40 Mil fra
Paris, og alle Skønaander valfartede derfor derud.
Mange Læselystne vilde holde sig til en Bog fra
Slutningen af forrige Aarhundrede, som endnu ikke var saa
bekendt i Europa, som den senere blev, Bernardin
de St. Pierres »Paul og Virginie«, og der var dem,
som foretrak Rousseaus »Bekendelser«, hans »Emile«
og »Hélo’ise« for alt andet. De mest moderne
Aander greb Chateaubriands »Génie du Christianisme«
og følte sig berusede" af dette Romantikens første
Vingeslag i Frankrig.
Men oppe paa Kvisten i et Hus i Rue des bons
enfants sad Adam Oehlenschläger 1806—1808 og
skrev sin »Palnatoke« og Begyndelsen til »Axel og
Valborg«.
Fig. 53. Den tyske Digter Goethe. Født 1749, død 1832.
Gang var noget ganske nyt, se Gay Lussac gaa op
med sin Luftballon, eller man kunde gaa ud til
Invalidehotellet og se Veteranerne humpe om paa
Træben, med én Arm eller slet ingen, og gaa til
Bords for at faa sine tre Retter god Mad og halve
Boutelje Vin. Eller man kunde gaa paa
Kunstsamlingerne og se de rige Skatte af Malerier og
Billedhuggerkunst, der voksede Aar for Aar,
efterhaanden som Napoleon sendte sit Bytte hjem fra de
betvungne Lande, og eftersom David, Prud’hon,
Guérin og Vernét forherligede Napoleons Sejre og
Person.
Den, der endelig var bleven træt af Byen og
dens mangfoldige Adspredelser og foretrak at sidde
hjemme med en Bog i Haanden, kunde af literært
Nyt i Aarhundredets Begyndelse anskaffe sig Fru de
Staél-Holsteins »Delphine«, »Corinne« og senere hendes
berømte Bog om Tyskland, der for første Gang gav
Franskmændene Underretning om det store Folk mod
Øst, som de hidtil havde været vant til at betragte
I 1806 førtes Krigen mellem Napoleon og Prøjssen,
der førte til Freden i Tilsit og dermed stillede den
kronede Jakobiner paa hans Lykkes Tinde. Lad os
høre, hvad Oehlenschläger fortæller om, hvad han saa af
den skæbnesvangre Krig. Det var i Oktober 1806,
at han paa Rejsen til Frankrig kom til Weimar, hvor
han, efter sine egne Ord, traf Paris, før han havde
ventet det.
Jeg læste dengang endnu ingen Aviser. Det er
ubegribeligt, hvor unge Folk, som elsker Historien,
saa lidet kan bekymre sig om de politiske
Begivenheder, da disse dog er Tidens Historie. Vidtløftige
diplomatiske Tirader og Taler i Fredstider, hvormed
Aviserne ofte er fyldt, skrækker derfra, indtil det
bliver en Vane, ikke at bryde sig om slige Sager;
og sker da en rigtig Bedrift, saa ved det unge
Menneske i Begyndelsen ikke ret,at orientere sig. Dette
er da den modsatte Yderlighed af den, mange Ældre
forfalder til, der for lutter Avislæseri tidt ikke faar
Tid til at læse et fornuftigt Ord. Nu vidste jeg vei,
at Prøjssen og Frankrig førle Krig mod hinanden,
men at Napoleon vilde sammendrage sine Hære
mellem Elster og Saale og saaledes skære de forenede
Armeer fra Elben, vidste ej engang endnu de tyske
Generaler, hvor kunde da en ung dansk Poet vide
det? — Bedre havde det vist været at rejse til
Wien; men Brøndsted og Koés, der var ivrige
Avislæsere, forsikrede mig, at det havde ingen Nød. Jeg
lod altsaa staa til for ikke at skilles fra de kære
Landsmænd og for at se Goethe engang endnu. Da
vi kom til Weimar, traf vi ham i Skuespilhuset i
hans Loge. »Nu er I,« sagde han, »hvor I ikke
burde være; men siden I engang er her, saa vær
velkomne!« Denne Aften og næste Middag tilbragte
jeg endnu hos ham i Fredens Behagelighed. At rejse
videre fandt vi ikke raadeligt; vi besluttede at blive
i Weimar for at oppebie Sagens Udfald, og det fik
vi da ogsaa snart at se i Nærheden. Det prøjssiske
Hovedkvarter kom til Weimar; Kongen og Dronningen
ogsaa. Hver Dag saa’ vi Gaderne fulde af velvoksne
prøjssiske Officerer, der talte meget vigtigt med
hverandre og saa’ i Papirer.
Nu nærmede sig den 14. Oktober. Allerede et
Par Dage i Forvejen hørte vi Kanonerne dundre
langt borte. Nu kom de nærmere. Man havde i
156 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
