Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
den vantro, alt opløsende, nøgterne Oplysnings-Tid
til dens absolute Modsætning, Middelalderen med
dens faste Tro og fantastiske Overtro, med dens
dunkle Mysticisme og brogede Farverigdom.
Saaledes opstod den Aandsretning, man kalder
Romantiken, og som beherskede alle Landes Literatur
og Kunst i en Række af Aar, Tysklands og
Danmarks vei i den første Halvdel af Aarhundredet. Deri
opstod af Misfornøjelse med den nærværende
Virkelighed og en ubestemt Længsel efter en anden og
og bedre Tid, som man ikke kendte, men kun anede.
Denne Længsel er ejendommelig for den hele
Retning og er af en af dens Mænd, Digteren
Hardenberg (Novalis), bleven symboliseret i »den blaa
Blomst«, Udtrykket for den smægtende Stemning af
uendelig Længsel, hvoraf et Menneskehjerte kan
fyldéss Det er denne nye Skole, som Steilens
indviede Oehlenschläger i, som denne gjorde sig til
Talsmand for over for den gamle pedantiske
Nøgternheds Retning, og hvis Paavirkning tydelig giver sig
til Kende i hans St. Hans Aftens Spil og andre
Værker.
Denne tyske romantiske Længsel efter Fortiden
virkede stærkt ansporende paa mange særlige Studier
af Fædrelandets Historie, som ikke før havde været
drevne. Men medens man i Tyskland blev staaende
ved Middelalderen og genoplivede den paa en
lemme-lig teatralsk Maade med Sværmeri og Svulst,
trylle-rige Maaneskinsnætter og Spøgelser og Gengangere,
førtes vi ved Oehlenschlägers og Grundtvigs friske
Livssyn og ved deres Interesse for de gamle
Heltesagaer tilbage til den nordiske Oldtids Kæmpeliv.
Og derigennem vækkes Sansen for vor Forhistorie,
vore Kæmpehøje og Runestene, for vore Folkeviser
og Folkeminder.
Man kan ikke faa noget bedre Billede af tysk
Samfundsliv, som det formede sig i den
romantiskgeniale Periode, end det, som den 25aarige Løjtnant
Grev Nostitz giver i sine Dagbøger.
Kærlighedsaffærer, Dueller, Gældsforviklinger, gale
Løjtnants-streger, Bataljer, Festligheder og hemmeligt Ægteskab
gaar forbi i brogede Billeder.
»Fra Vagtstuen jog vi af Sted, snart til Treptow,
hvor v. Zinnow førte et sybaritisk Liv med Christel
Eigensatz (ei\ just ikke for sin Dvd berømt
Skuespillerinde) eller til v. Kønnemann, der gjorde ham
det efter med en yndig Veninde i Lichtenberg. Snart
var vi her, snart der, og alle Vegne førte vi et
muntert Leben for egne og fremmede Penge.
En ung Skuespillerinde, en opgaaende Stjerne,
Philippine Bessel, fængslede min Opmærksomhed og
ejede snart mit Hjerte. Et helt Aar igennem laa jeg
i disse Lænker, førende mig som en gammel Ridder
af den tyske Orden, der ikke overtraadte sit Løfte.
Den skønne Philippine kunde fastholde og fjernholde
den vilde Løjtnant. Altid havde vi noget at tale om,
og aldrig blev vi trætte af at spasere sammen. Uden
at tænke paa Verden uden for os, fløj Tiden afsted,
hvad enten vi sad Timevis hos hinanden i Tavshed
eller udvekslede vore Tanker i den livligste Samtale.
Udflugter eller Besøg af gode Venner afbrød disse
Stue-Idyller. Vi tog til Buchholz og mange andre
Steder. Jeg betalte Kaffe, Frugt, den søde Vin og
Vognen, som jeg red ved Siden af. Den forfængelige
Moder glædede sig ved at se sig og sin Datter i
73
Følge med en Officer. Faderen, en barsk og streng
Mand, overlod alt til sin Hustru. Skønt sær og
vanskelig i sit Hjem var han meget medgørlig, naar
man gav ham en eller anden Bestilling eller et Hverv,
som han udførte med den største Uegennyttighed og
betragtede som sit Livs Lykke. I denne Trældom
levede jeg »freudvoll und leidvoll«, indtil Moderen
med Philippine og de to andre Døtre, Henriette og
Hanne, tog til Teatret i Kønigsberg, medens jeg
maatte paa Landet for at komme mig efter et
Skud-saar, som jeg havde faaet i en Duel i Anledning af
min elskede Philippine.
Naar jeg ikke tilbragte min Aften paa
Hovedvagten som Vært, Gæst eller Arrestant og dog vilde
se Folk om mig, sad jeg gerne efter Teatertid — og
jeg gik meget i Teatret — paa en Restaurant, hvor
der plejede at samles en Kres af Skønaander og
Literater om Punchebollen. Det »herlige Skønne«,
det »aandrigt Følelsesfulde«, det »ophøjet
Sentimentale« blev her debatteret og konstrueret af
Schlegel-ianere, Kantianere, Schellingianere og alle den nye
Skoles Riddere og Svende.« Var Hjernerne blevne
hede af Diskussion og Punch, svalede man sig af
ved et Vædderidt gennem Berlins Gader eller
foranstaltede et improviseret Maskeradeoptog gennem Byen.
1805 blev Nostitz Adjutant hos »den prøjssiske
Alkibiades«, Prins Louis Ferdinand, der yndede at
omgive sig med Kunstnere og Videnskabsmænd, som
tillige helst maatte være Levemænd. »Vi havde en
herlig Tid paa Schrike (Prinsens Lystslot). Kl. 10
om Morgenen vækkede Hundeglam os til Jagten.
Efter en kort Frokost drog vi ud, ledsagede af
Jægere og Jagtelskere. Vi lancerede den ene Vildso
efter den anden eller jagede dem par force. Kl. 5
tilbage og Taffel Kl. 6. Her ventede os skønne
Kvinder og muntre Mænd, der havde samledes,
medens vi var paa Jagt. Ved udsøgte Retter og god
Vin, især Champagne, som Prinsen holdt mest af,
stillede vi vor Sult og vor Tørst. Men Maalliderne,
der fejredes paa antik Vis, blev forlænget langt ud
over almindelig Tid ved Musik og forskellige
Adspredelser. Ved Siden af Prinsen stod et Klaver.
En Drejning, og han faldt ind i Samtalen med et
Par Akkorder, som saa Kapelmesteren, Dussek, førte
videre paa et andet Instrument. Saaledes opstod ofte
en musikalsk Væddékamp, eller musikalsk Samtale
kunde man gerne kalde det, som bragte alle Sjælens
Stemninger, fremkaldte ved aandrige Ord, til at
klinge med endnu mere Liv og i fortryllende Toner.
Imidlertid gik Flasker og Fade flittig rundt; man
kunde tage, hvad man vilde. Hvem der ikke spiste
eller drak, spillede Terning eller Kort eller talte
med sin Nabo. Kvinderne, der laa i antik Frihed
paa Bænke, spøgte, bedaarede, henrev os og gav
vort Symposion den Ynde og Blidhed, som et Selskab
af lutter Mænd altid maa undvære. Timerne fløj
afsted, det blev Aften og Nat, uden at vi anede det,
og det kunde hænde, at vi først brød op om
Morgenen Kl. 5—6—7, ja mulig 8, mangen af os
maaske fra den samme Stol, som han havde sat sig paa
Aftenen i Forvejen.«
Imellem de Damer, der forskønnede Prinsens
Drikkelag, var den dejlige, men dæmoniske Pauline
Wiesel, en Skønhed, som havde forstaaet at ind
gyde Prins Louis den vildeste Lidenskab, der gav sig
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
