Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Stemplet paa et Land næsten lige saa meget som
Savnet af en egen Regering.«
Statsstyreisens stadige Afvisning af dette og andre
berettigede Krav fra norsk Side havde ingen
Indflydelse paa den mellem de to Folk trods mange
smaalige Rivninger herskende gode Forstaaelse, der
stadig gav sig Udslag i Sang som i Tale. Men den
havde i Norge den Virkning at befæste og styrke
den norske Selvstændighedsaand og udvikle det norske
Folks Sans for Politik og offentlige Anliggender,
medens de Danske under den landsfaderlige Styrelse gik
op i æstetiske og literære Interesser. Saa længe
»Tvillingrigerne« havde Fred, saa længe man her
under de store europæiske Krige kunde »høste
Handelens gyldne Frugter« og fortære dem i det
magelige og blødagtige Liv, som Datidens meget materielle
Samfund levede, saa længe man tjente svimlende
Summer paa sit Tømmer og Tjære, kunde
Misfornøjelsen holdes nede, men svinder Rigdommen og
Velværet, saa vil den melde sig øjeblikkelig.
Det var et svagt Punkt i den dansk-norske Ståt,
at en Krig med en overmægtig Modstander til Søs
maatte vanskeliggøre eller maaske umuliggøre
Forbindelsen mellem de to Lande. Efter den engelske
Flaades Ankomst i de danske Farvande var
Regeringen straks bleven opmærksom paa, at det vilde
være umuligt under saadanne Forhold at styre Norge
fra Kjøbenhavn, og den 16. August blev der derfor
udnævnt en midlertidig Regeringskommission for
Norge, bestaaende af General-Major, Chef for
Tropperne i det søndenfjældske, Prins Christian August
af Augustenborg, Stiftamtmand over Aggershus Stift,
Kammerherre, Grev Moltke, Justitiarius i Aggershus’
Stifts Overret, Etatsraad de Falsen samt Amtmand
over Smaalenene, Kammerherre Marcus Gøe
Rosenkrantz.
»Aldrig befandt sig vei noget Regerings-Kollegium
i en vanskeligere Stilling end den norske
Regeringskommission ved Tiltrædelsen af sit vigtige Embede.
Krigens pludselige Udbrud lammede al Virksomhed,
stoppede alle offentlige og private Indtægtskilder,
forstyrrede alle Penge-Omsætninger og frembragte
Forlegenhed og Mangel over alt. Norges Forsvarsmidler
var i den betænkeligste Tilstand. Saa godt som
ethvert Materiel til at forsvare Landet og lægge Vægt
til den danske Regeringsfjendtlige Beslutning fattedes,
saa vei som de nødvendigste Midler til at lønne
og underholde Krigsfolket. Posterne var afbrudte,
Sjælland blokeret og alt i den frygteligste Tilstand.«
Den danske Regering lod straks den 10. August
lægge Beslag paa al engelsk Ejendom i Norge. Det
var et Udslag af den ulyksalige Politik, som
Kronprinsen fulgte, og som tildels var ham paatvungen,
men det var et for Norge meget skæbnesvangert Skridt.
Thi Følgen kunde kun blive, at al norsk Ejendom
blev konfiskeret i Englånd, og hvor engelske Skibe
traf den paa Søen. Og det var meget betydelige
Beløb, det her drejede sig 0111, det var den norske
Handel, som her truedes med Ødelæggelse.
Christianias Befolkning var den 15. September
blevet opskræmt af en Kurér, der jog gennem Byen,
og samlede sig foran Palæet for at høre nyt.
Rygterne havde haft travlt i de sidste Dage, og alle var
spændte paa at vide, hvad der var sandt, og hvad
der var Løgn og Digt. Prins Christian August
oplæste Beretningen om Kjøbenhavns Bombardement
og Flaadens Erobring. Saa nedslaaende Efterretninger
var dog ingen belavet paa. Alle Vegne i Byen og.
snart efter hele Landet over hørte man Udbrud af
Forbitrelse over »Englands Forbrydelse mod
Menneskeheden« og Gentagelse af det danske Opraab »Kamp
mod Britannien, til det falder eller giver fuld
Oprejsning!« Harmen var vei i første Række dikteret
af Sorg over Tabet af Flaaden — der ikke biot var
dansk, men ogsaa norsk og for en stor Del bemandet
af Nordmænd—.men var sikkert ogsaa fremkaldt af
Deltagelse med det lidende Broderland. Man vilde
slet ikke have noget at gøre med England mere.
»Med usvigelig Samdrægtighed og ubøjelig Ordfasthed,
som egner et Folk, der har en saa høj
Nationalfølelse som det norske, vedtog man for stedse at
afholde sig fra at købe engelske Fabrik- og
Manufactur-varer.« Men saaledes talte og tænkte man kun i den
første Opbrusnings Hede. Sympatierne for England
var alt for dybt rodfæstede hos det norske Folk, alt
for almindelige og naturlige, til at de ikke atter
skulde gøre sig gældende, naar man havde faaet Tid
til at besinde sig. Og Norges materielle Interesser
drog alt for stærkt og umiskendeligt i samme
Retning. Om det fra et dansk Synspunkt kunde synes
tvivlsomt, hvad der var værst, en Krig med Frankrig
eller en Krig med England, fra et norsk Synspunkt
var det ikke tvivlsomt. Norge laa uden for
Rækkevidden af den franske Magt, men var sikker paa at
blive ruineret ved en Krig med England.«
Der var imidlertid ikke længer Tale om noget
Valg for den dansk-norske Regering. Den
dansknorske Ståt havde vist sig at være langt svagere i
militær Henseende, end nogen havde troet; efter Tabet
af Flaaden var Staten vaabenløs og maatte friste
Livet, som den bedst kunde. Krig med England og
Forbund med Frankrig var lige saa ulykkebringende
for Danmark som for Norge. Og det, der fra norsk
Side blev opfattet som den største Ulykke af alt, en
Krig med Englands Forbundsfælle, Sverige, blev vendt
til det bedste for Nordmændene, idet den med
forholdsvis ubetydelige Ofre bragte Norge den saa
inderlig attraaede Uafhængighed, om end paa en helt
anden Maade, end nogen kunde ane.
Det var strænge Tider, der begyndte for Norge
med Englands Blokering af Kysterne. »Landets mest
indbringende Næringskilde, Trælast-Indskibningen,
ophørte aldeles i denne Sommer; Skibsfarten var
indskrænket til den for Landets Forsyning nødvendige,
men paa Grund af de engelske Kryssere farlige og
for Handelsmanden lidet fordelagtige Kornfart;
Fiskeriets Udbytte kunde ikke sendes til Udlandet,
Metal-fabrikerne led af Mangel paa Afsætning; Hungersnød
herskede i en stor Del af Landets kornløse Egne,
og Nøden trykkede i liøj Grad Arbejdsklassen og
Kystbeboerne. Og under saadanne Forhold, uden
Udsigt til Hjælp fra nogen Side skulde man nu
optage Kampen med den gamle Fjende, med de svenske
Tropper, hvis Ivri ger ry ikke var fordunklet i Tidens
Løb. Med den slet uniformerede og daarlig rustede
norske Hær, med dens gamle, alderdomssvage højere
Officerer og hele forældede militære System, skulde
man nu dække den lange Landgrænse, hvor saa
76 12
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
