Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Flaade, som var stillet til hans Raadighed. Spanierne
havde maattet lade deres smukke Heste blive tilbage
paa Fyn, og man havde ved Nyborg det Særsyn at
se c. 1100 herreløse Heste paa en Mark uden for
Byen ødelægge hinanden i den vildeste Kamp.
Frederik VI havde kun foreløbig opgivet Planen
om en Landgang i Sverige. Paa Franskmændenes
Hjælp stolede han ikke længer. De havde været
unj’ttige og kostbare Venner. Danmark maatte
indtil 1. December 1808 betale 600,000 Rdl. om Maaneden
i Underholdspenge, hvilket var en slem Udskrivning
i de pengeknappe Tider. Men da Vinteren atter
nærmede sig, tog Frederik VI, stedse opmuntret af
Busland, sin gamle Plan om op at udrette noget mod
Sverige. Dette kunde fra dansk Side kun ske i Form
af en Landgang. I Efteraaret 1808 samlede han en
stor Del Tropper paa Sjælland, og da det i Januar
1809 faldt ind med stærk Kulde, trak han Tropperne
sammen mellem Kjøbenhavn og Helsingør, saa han
til sidst havde 24,000 Mand parat til Overgangen.
En Afdeling skulde gaa mod Helsingborg, en anden
mod Landskrona.
Saa omsorgsfuld
havde Frederik VI
været, at han
havde ladet låve
en Mængde
Pengesedler til at
sprede ud over
Skaane, naar han
havde sat sig fast
derovre. Men i
Februar blev det
mildere Vejr og
i Marts aabent
Vande, og
Landgangen blev atter
opgivet.
Sammen med
det projekterede
Angreb fra
Sjælland skulde der
ogsaa denne Gang
foretages et
Indfald fra Norges Grænser. Her havde Prins Christian
August staaet rolig hele Sommeren, medens der Nord
paa fra Trøndelagen, efter Kongens udtrykkelige
Ordre, var gjort Strejftog ind i Jemteland og Herjedalen.
Fra svensk Side havde man flere Gange henvendt sig
til Prinsen for at faa ham overtalt til at gaa ind paa
en Vaabenhvile, hvad han længe modsatte sig som
stridende mod Kongens Ønsker. Under de Samtaler,
som ved saadanne Lejligheder fandt Sted mellem
Prinsen og de højere svenske Officerer, lagde disse
tydelig en stor Utilfredshed over den svenske Konges
Politik og personlige Optræden over for hans
Stormænd for Dagen, og Prinsen synes ikke paa sin
Side at have lagt Skjul paa, at han i høj Grad
misbilligede Kong Frederik VI’s Politik og særlig hans
Krigsførelse. Der udviklede sig saaledes en vis
Forstaaelse imellem Prinsen og ledende Mænd i Sverige,
og en af disse kunde i Slutningen af Februar 1809
meddele sine Venner, at Prinsen ikke vilde foretage
et Angreb paa den svenske Grænse, medens
Vest-Arméen var i Stockholm »for at tilvejebringe en For-
Fig. 59. Kanonbande i Kamp med engelske Skibe.
andring i Sveriges politiske System«, med andre Ord,
for at afsætte den halvt sindssyge Kong Gustaf IV.
Den Trang til national Uafhængighed og slørre
Selvstændighed, som havde begyndt at spire i Norge
i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af delle
Aarhundrede, voksede efter 1807 med rivende Fart.
Der var ikke længer noget, som fristede en til at se
igennem Fingre med de gande Skader, ingen
Handelens rige Blomster til at dække over Kløften, som
aabnede sig mellem de to Folk. Med Tabet af
Flaaden var Broen afbrudt mellem Norge og
Danmark, og selv med den største Anstrengelse herfra
kunde man ikke brødføde Nordmændene. Nøden
blev i Vinteren 1808—1809 meget stor i Norge, saa
stor, at Prins Christian August ikke vovede at
iværksætte de af Regeringen befalede Skattepaalæg. Særlig
led Hæren paa Grænsen meget paa Grund af dens
elendige Udrustning. Det menige Folk bar disse
Lidelser, som alle andre, uden at det formindskede den
tilvante arveundersaatlige Følelse mod Kongen af
Danmark Norge, men i de Krese, hvor man var
begyndt at
ræsonnere — og det
blev flere og flere
■— lagde man
Skylden for alle
Ulykkerne over
paa Danmark.
Og samtidig blev
det foregaaende
Aars heldige
Felttog og i samme
Grad Prins
Christian Augusts
civile Stats-Styrelse,
selvfølgelig ikke
mindst hans
U-vilje mod at
paalægge yderligere
Skat, hævet til
Skyerne. »Den
norske
Selvstæn-dighedsfølelse sugede sin kraftigste
Næring gennem Prinsens heldige Ledelse af Landets
Forsvar«, man kan tilføje: og af hans humane
Styrelse i det hele, og hans jævne, ligefremme
Fremtræden.
Den Folkeyndest, Prinsen havde erhvervet sig,
voksede endnu mere, da han kom i Forbindelse
med og fortroligt Forhold til den dygtige, energiske
og varmtfølende norske Fædrelandsven, Grev Herman
Wedel-Jarlsberg. Han traadte ind i
Regeringskommissionen i 1808 i Stedet for Falsen og vandt snart
det fuldstændigste Herredømme over den svage Prins.
Men for Folkets Øjne saa’ det stadig ud, som om
det var Prinsen, der regerede med Kraft og
Dyg-tighed.
Det var Wedel-Jarlsberg, der ledede Traadene i
det mærkelige Spil, som nu foregik paa Grænsen, og
som bragte Prinsen, der midt i Febiuar havde holdt
paa, at et Indfald i Sverige var Norges eneste
Redning, til i Begyndelsen af Marts at love ikke at
benytte sig af Lejligheden, medens Hæren var borte
fra Grænsen. Betydningen af denne Medgørlighed i
79 238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
