Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
skillelse, som Flaadens Tab i Virkeligheden havde
været, fuldbyrdedes nu paa det aandelige Omraade.
Samtidig begyndte »License-Farten«, det er Trælast
fart, der dreves af norske Skibe, som mod en
Betaling af c 550 Ivr. købte sig »License« (Frihed) af
de engelske Myndigheder til at udføre Landets
Produkter. Ved denne af Regeringskommissionen
foreslaaede og af Frederik VI godkendte Foranstaltning
kom der atter Liv i den norske Handel. »I denne
nyopvakte Virksom lied begravedes alle Sorger,
forstummede alle politiske Planer. Ingen tænkte længer
paa en Forbindelse med Sverige, som endnu paa
den Tid mødte en almindelig Modbydelighed i Norge.«
Og da den svenske Tronfølger, Prins Carl August, døde
i 1810, syntes pludselig alle Udsigter at være forsvundne
for Grev Wedel og hans Parti. Bernadolles Valg til
svensk Tronfølger forandrede atter hele Stillingen.
Man var straks i Danmark paa det rene med, at
hans Politik gik ud paa at erhverve Norge. Kongen
greb da til den Udvej at sende sin Farbroders
25-aarige Søn, Prins Christian Frederik, der var en
Fig. 62. Eidsvold-Rygningen.
smuk, veltalende og kundskabsrig ung Mand op til
Norge, for om muligt gennem hans vindende Person
,at bevare og befæste Nordmændenes Hengivenhed for
deres gamle Kongehus. Thi denne Følelse var paa
ny bragt i Fare, da Englænderne standsede
License-Brevene, og begyndte at blokere de norske Kyster — en
Følge af Krigen mellem England-Sverige-Rusland paa
den ene og Frankrig-Danmark-Norge paa den anden
Side — og samtidig Aaret 1812 bragte Misvækst
i Norge, saa Befolkningens Lidelser begyndte paa ny.
Prinsen, der forklædt som Fisker kom til Norge i
en aaben Baad i Maj 1813, forstod personlig at gøre
sig afholdt og benyttede sin Folkeyndest til at styrke
Forbindelsen mellem Nordmændene og Kongehuset,
men blev stadig modarbejdet af det lille Parti, der
arbejdede paa en Forbindelse med Sverige.
Ved Freden i Kiel saa’ det et Øjeblik ud, som
om dette Parti havde sejret. Men medens
Nordmændene indrømmede Frederik VI Ret til at løse
dem fra Forholdet til ham, vilde de ikke indrømme
ham Ret til at afstaa dem til en anden Magt. De
var nu frie Borgere, kunde handle efter eget Tykke
og vælge, hvem de vilde, til Hersker. Det var ganske
naturligt, at Valget faldt paa den Mand, der stod
midt imellem dem, en Ætling af det gamle
Kongehus, for hvem den langt overvejende Del af Folket
endnu nærede de loyaleste Følelser. Prins Christian
Frederik, der i høj Grad havde befæstet sin
Folkeyndest paa en Rejse til Trondhjem, stolede paa, at
England til sidst vilde modsætte sig Norges Forening
med Sverige. Iian sammenkaldte ,den 16. Februar
1814 en Notabelforsamling, som nægtede at
anerkende Kieler Freden og Frederik VI’s Ret til at
overdrage Landet til en anden Regent, og valgte i Kraft
af Folkesuverænitetens Princip Prins Christian
Frederik til Norges foreløbige Regent. Paa Bededag
aflagde lian og Menighederne rundt om. i Landet Ed
paa at ville hævde Norges Selvstændighed. Dernæst
valgte Folket Udsendinge til Rigsforsamlingen paa
Eidsvold, som’i Dagene 10. April —17. Maj
udarbejdede Norges demokratisk-monarkiske Forfatning. Den
17. Maj udnævntes Regenten til Norges Konge. Men
i den almindelige Jubel, som hørtes Landet over,
følte de demokratiske Nordmænd sig noget stødt, da
det spurgtes, at Kongens første Regeringshandling
havde været at udnævne Kammerherrer og
Kammerjunkere
Carl Johan var imidlertid kommen tilbage til
Sverige og begyndte at ruste sig for at tvinge
Nordmændene til at anerkende Kieler-Freden.
Stormagterne afviste den norske Konges Forestillinger og
forlangte, at Frederik VI skulde fratage Christian
Frederik Arveretten, livis lian vægrede sig ved at
forlade Norge, om end baade England og Rusland
i al Hemmelighed ønskede, at Forbindelsen mellem
Norge og Sverige blev saa løs som muligt. Carl
Johan forlangte, at de norske Fæstninger straks skulde
modtage engelsk Besætning, og at Christian Frederik
skulde nedlægge Kronen. Da dette blev nægtet,
begyndte den korte Krig. Norske Tropper kæmpede
med stor Tapperhed, men Carl Johan var for
overlegen en Modstander for Christian Frederik, ligesom
de nu veløvede svenske Tropper stod langt over de
norske. Carl Johan ønskede imidlertid en fredelig
Afgørelse saa hurtig som muligt. Det var
tilraade-ligst for ham, der var kommen frem ved Revolutionen,
at holde sig i Stilhed under den Reaktion, som nu
indtraadte. Han havde tænkt sig at vinde Norge
med Vaabenmagt — nu slog han om, tilbød at
opgive Kieler-Freden og at anerkende Norges Grundlov.
Kong Christian Frederik, der var en blød Natur, som
ikke følte sig sin Modstander voksen, og som pea
Forhaand mistvivlede om et heldigt Udfald, længtes
lige saa meget efter en fredelig Afgørelse. Den 14.
August 1814 sluttedes en Vaabenstilstand og en
Overenskomst i Moss. I denne forpligtede Christian
Frederik sig til at overdrage Regeringen til Statsraadet,
nedlægge Kronen og forlade Landet. Ydmyget og
med knuste Forhaabninger trak lian sig tilbage til
Ladegaardsøen uden for Christiania. Nordmændenes
store Begejstringsrus for ham var nu slaaet om til
Haan og Spot. De betragtede Overenskomsten med
Sverige som en Skændsel for Nationen, og kun de
færreste forstod, at Norge havde ham at takke for
sin nationale Frihed og Selvstyre. Den 28. August
indskibede Christian Frederik sig i Frederiksværn
paa et dansk Orlogsskib efter først at have modtaget
Statsraadets velfortjente Tak for, hvad han havde
udrettet for Norge.
1G3
164
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
