Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Kong Ferdinands Regering var især almindelig i
Hæren, og den 2. Juli 1820 proklamerede en ung
Dragonløjtnant i Spidsen for knap 150 Mand den
frie Forfatning i en lille By tæt ved Nola. Folk fra
de nærliggende Byer strømmede til, Garnisonerne
rundt omkring sluttede sig til ham, og General Pepe
tog nu Ledelsen i sin Haand. Kongen sendte
General Carrascosa ud imod ham, ikke for at standse
ham ved Vaabenmagt, men for at true og lokke med
Løfter om Penge og Gods. Men Pepe holdt sig
rank, og en Uge senere drog han i Spidsen for sin
stadig voksende Skare ind i Neapel. Kong
Ferdinand søgte at vinde Tid, men Folket begyndte at
blive uroligt, og af Frygt for Voldsomheder
underskrev han den forlangte Konstitution. Den 13. Juli
aflagde den gamle Mand med de hvide Haar Ed paa
den nye Forfatning, og da den Eds-Formular, man
havde opskrevet for ham, ikke var højtidelig og
klingende nok for hans teatralske Smag, tilføjede
han med Haanden paa Sakramentet og himmelvendt
Blik en Bøn af egen Opfindelse, at »Herrens Vrede
maatte falde hundredfold paa ham, om ikke den Ed,
han svor, kom fra hans Hjertes Dyb.« Hvorpaa
han kørte hjem til sit Slot og skrev med det samme
til Kejseren af Østerrig, at alt, hvad han havde gjort,
var sket under Tvang, og at alle af ham givne Løfter
og edelige Forsikringer ikke betød det allermindste.
Forfatningens Indførelse vakte imidlertid Modstand
paa Sicilien, hvor Folket rejste sig for at tilkæmpe
sig Øens Løsrivelse fra Neapel. Men medens her
særlige Interesser gjorde sig gældende, vandt
Friheden endnu en Sejr, idet den spanske Konstitution
af 1812 blev indført i Portugal. Her havde Kongen og
Hoffet forladt Landet i 1807 og var flygtet til Brasilien,
da Englænderne besatte Landet. Der var i
Almindelighed stor Forbitrelse mod Regentskabet i Lissabon,
som herskede med middelalderlig Grusomhed, og
tillige mod Lord Beresford, den engelske Overgeneral,
der stadig holdt Landet besat. Han antog, at den
eneste Maade, man kunde berolige Nationen paa, var
at faa Kongen tilbage og en Forfatning bragt til Veje,
og drog selv til Brasilien for at overtale Kongen
dertil. Medens han var borte, rejste Oberst Sepulveda
i August 1820 Opstanden i Oporto, og da Kongen,
der efterlod sin Søn, Don Pedro, som Regent i
Brasilien, kom ind paa Lissabons Rhed, var den nye
Forfatning alt udfærdiget og rede til at modtage hans
Underskrift. Først Dagen efter, at han havde givet
denne, gik han i Land som Portugals konstitutionelle
Konge.
Til Trods for at disse Rejsninger mod Fyrsterne
var gaaet for sig uden nogen af de Rædsler, der
karakteriserede den franske Revolution, gjorde de
ikke desmindre et stærkt Indtryk paa de Herskere,
som havde paataget sig at holde Fred i Europa.
Thi i alle tre Lande var det Militæropstande.
Naar Soldaterne begyndte at forlange en fri
Forfatning, hvem skulde man saa have at kuske den øvrige
Befolkning med, naar den begyndte at røre sig?
Det var Zaren, som slog Alarm. Alexander af
Rusland var i 1815 den mest liberale af alle Europas
Fyrster — i Teorien i alt Fald. Han havde omskabt
den største Del af det af hans Forfædre annekterede
Polen, Storhertugdømmet Varschau, til Kongeriget
Polen, givet det en fri Forfatning, indre Selvstyre og
en national Hær. Men det skulde kun være
Indledningen til endnu større Reformer, som skulde
udføres i Rusland selv og slutte med Livegenskabets
Ophævelse og en fri Forfatning for det russiske Rige.
Endelig vilde han grundlægge en ny europæisk
Folkeret, der skulde tilvejebringe Muligheden for en
Lyksalighedens og Fredens Tidsalder.
Alle disse smukke Ideer, der samlede fik
Udtryk i Tanken om den hellige Alliance, var opstaaede
hos Alexander I ved Paavirkning af den tyske Filosof
Baader, der hævdede, at en Myndighed, som ikke viste
Retfærdighed, mistede Betingelsen for sin Tilværelse,
og af den sværmeriske Baronesse Krüdener, der
profetisk havde kaldt Zaren »Verdens hvide Engel«, i
Modsætning til »Mørkets Engel«, Napoleon. Var det
ikke Zaren og Rusland, der havde standset
Verdens-erobreren , fulgt ham tilbage til hans Land og
knust ham? Zar Alexander følte, at han var kaldet
til at stifte Fred og øve Retfærdighed paa Jorden.
Og saa længe han følte det, søgte han at komme
Folkenes Friheds-Længsler i Møde.
Men ulykkeligvis blev han, let bevægelig og
uselvstændig som han var, revet ud af disse lyse Drømme.
I 1818 blev han dybt rystet ved Meddelelsen om, at
der rundt om i Rusland, endog i selve Hæren, havde
dannet sig hemmelige Selskaber af revolutionær
Karakter, rettet mod hans egen Regering. Alexander
huskede paa én Gang, at hans Fader var bleven
myrdet, og han fik med ét urolige Tanker og saa’
pluselig Livet i et ganske andet Lys. Man har
paastaaet, at hans Hjerne ikke var normal, man har paa
forskellig Maade søgt at forklare det pludselige
Omslag i hans Sind. Men sikkert ved man kun, at
han i 1818 fik det mest brændende Had til alt, hvad
der smagte af Frisind baade hjemme og ude og
fra nu af ganske sluttede sig til Metternichs strengt
konservative Politik.
Kejser Frans af Østerrig var en afgjort Modstander
af alt, hvad der hed Fremskridt, og hans Raadgiver,
Fyrst Metternich, der havde vist sig som en
behændig Statsmand i den store Omvæltning 1813,
havde især vundet hans Hjerte ved sin
Grundsætning: Hverken frem eller tilbage; vi bliver, hvor vi
er. Selve de østerrigske Lande var i en ganske
ualmindelig Grad forblevet uberørte af den nye Tids
Ideer, men i Nabolandene baade mod Nord og mod
Syd brødes det gamle stærkt med det ny, og Fyrst
Metternich kendte fra sine Klassikere det gamle Ord:
Naar der er Ild i din Nabos Hus,, staar dit eget
paa Spil.
Mod Nord var det det unge Tyskland, som
boltrede sig. De Mænd, der havde vakt Prøjsserne til
Liv og havde arbejdet for at udbrede Tanken om
Tysklands Enhed, blandt dem først og fremmest
Friherre v. Stein, havde følt sig overbevist om, at
Be-frielses-Krigen imod Fremmedherredømmet ogsaa var
en Kamp for indre Frihed og Selvstændighed.
Prøjsserne, som sejrsglade vendte hjem fra de franske og
belgiske Valpladser, hvor de i rigt Maal havde ofret
Liv og Blod til Forsvar for Fædrelandet, var sikre
paa, at de ogsaa havde tilkæmpet sig Tysklands
Frihed. En Tid saa’ det ogsaa ud, som om Kong
Frederik Vilhelm havde i Sinde at opfylde Folkets
Forventninger i denne Retning, og der udkom i Maj
1815 en kgl. Kundgørelse om en Folkerepræsentation^
188 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
