Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Fig. 71. Antoine Lavoisier,
berømt fransk Kemiker; født
1752; halshugget 1794.
i Troppau 1820; men England og— paa Opfordring
herfra — Frankrig vilde ikke gaa med til en
forenet Indskriden. Snart traadte det spanske
Spørgsmaal tilbage for det italienske. Thi Østerrig havde
sine særlige Interesser at forsvare i Italien — det
besad nu her mere end 4 Gange saa stort et Omraade,
som det havde før 1797
— og besluttede først at
optræde i Fællesskab med
Prøjssen og Rusland over
for Italien.
Medens Østerrigerne,
som dem der laa nærmest,
rustede sig til Angrebet,
stævnede Fyrsterne Kong
Ferdinand af Neapel til sig
paa Kongressen i Laibach
(Januar 1821). Men
Befolkningen vilde ikke lade
Kongen komme under
Stormagternes Paavirkning
liden nye Forpligtelser,
og en stor Menneskeskare
fordrede truende, at han
paa ny skulde aflægge
Ed paa Forfatningen. Det var der ikke det mindste
i Vejen for. Kong Ferdinand gjorde atter Ed for
Alteret, men næppe var han kommen ind i Toscana,
før han sendte Ilbud til Laibach, at det ikke gjaldt
det mindste. Han var saaledes villig til alt, hvad
Metternich ønskede, og gav straks sin Søn, der
optraadte som Vicekonge i hans Fraværelse, Meddelelse
om, at Stormagterne ikke vilde anerkende den
bestaaende Forfatning som fremkommen ved en
Revolution, men at en østerrigsk Armé vilde rykke ind
og besætte Landet. Brevet naaede Neapel den 9.
Februar, men den østerrigske Hær var den Gang alt
gaaet over Po.
Om nogen alvorlig Modstand kunde der ikke
vært-Tale. Den neapolitanske Hær var, paa Grund af de
hemmelige Selskabers Virksomhed, fuldstændig uden
Disciplin, og mange Tropper laa paa Sicilien for at
holde Orden der. Den overlegne, krigsvante
østerrigske Hær havde ingen Vanskelighed ved at sprede
de slet ledede, uorganiserede Skarer, som stillede sig
imod den ved Rieti og andre Steder. Den 24. Marts
drog den ind i Neapel, og dens Nærværelse bidrog
i høj Grad til at dæmpe Kong Ferdinands og hans
udmærkede Venners Hævnfølelse. Men selv om hans
Genindsættelse nu ikke gav Anledning til en saa
hensynsløs Blodsudgydelse som i 1799, gik det dog løs
med Krigsretsdomme og Henrettelser. Fængslerne
fyldtes, og rundt om i alle Italiens Fangehuller laa
Mænd i Aarevis, uden at høres, uden at dømmes og
til sidst forsvundne i Glemsel.
Et haabløst Forsøg paa at rejse en Bevægelse
i Piemont og falde Østerrigerne i Ryggen gav
Metternich en velkommen Lejlighed til ogsaa at besætte
Nord-Italien og fængsle enhver, der kunde mistænkes
for at høre til Frihedspartiet. Blykamrene under det
gamle Dogepalads kom i Brug paa ny, og Frihedens
Martyrer forsvandt fra Jordens Overflade.
Fra Laibach fulgte Kongressen Begivenhedernes
Udvikling. Italiens lette og tilsyneladende
fuldstændige Undertvingelse syntes at borge for, at Stor-
magterne var paa rette Vej. Nu stod der tilbage at
genindføre den gamle Tilstand i Spanien.
Drøftelsen af, hvad der skulde foretages, udsattes til det
følgende Aar paa Kongressen i Verona.
Men ved Løsningen af dette Spørgsmaal kom det
nærmest an paa, hvad Frankrig vilde sige. Da
Efterretningen om Slaget ved Waterloo og Napoleons
Tronfrasigelse spredtes rundt i Frankrig, rejste det
store royalistiske Parti sig øjeblikkelig. Den
Bevægelse, man har kaldt det hvide Rædselsherredømme,
kom først til Udbrud i det sydlige; i Marseilles blev
Garnisonen jaget ud af Byen, og en Del Mænd,
der i de 100 Dage havde vist sig som Napoleons
Tilhængere, blev slaaet ihjel. Kongedømmet
omfattedes endnu hos mange med et Slags religiøs
Begejstring, og Oprøret her antog ganske en Religionskrigs
fanatiske og uhyggelige Karakter. I Nimes og andre
Byer, livor der var mange Protestanter, som altid
havde lagt deres Glæde over, at Napoleon havde
ophævet det gamle Regimentes Præstevælde og givet dem
lige Rettigheder med deres katolske Landsmænd,
rasede den store katolsk-uvidende Mængde, især paa
Anstiftelse af Hertugen af Augoulém, mod Resten af
Kejserens Soldater og mod den bonapartistisk sindede,
velhavende Del af Befolkningen. I flere Uger hørte
man kun om Mord og Plyndring; fremragende Mænd
som Marskal Bruve og General Ramel blev
mishandlede og slaaet ihjel. Ordenen blev først
genoprettet, da et østerrigsk Korps besatte enkelte af de
sydlige Departementer.
Men disse Oprør i enkelte Egne kan dog ikke,
som det er gjort af mange, sammenlignes med
Optrinene under Rædselsherredømmet i 1794. Hvor
mange der end faldt som Ofre for den hvide Hævn,
naar det dog ikke op til en almindelig Dags Arbejde
under Carriers Ledelse.
Langt mere betydningsfuld var den Indftydelse,
som Ultra-Royalisterne, de yderlig Kongeligsindede,
med Greven af
Ar-tois i Spidsen flk
paa Valgene til
Kammeret i August 1815.
Alle Bonapartister
og gamle
Frihedsmænd troede i
Øjeblikket, at alt var
tabt, og de allerfleste
Embedsmænd i
Napoleons centrale
Statsmaskineri gik
straks over til
Greven af Artois, der
lod, som om han
optraadte paa
Kongens Vegne. En
Mængde Adelsmænd
der slet ikke havde
kunnet forsone sig
med det paa den
legitime Trones
Ruiner opførte Kejserdømme, og som var den katolske
Kirkes fuldtro Mænd, kom nu tilbage og blev valgt
ind i Deputeretkammeret. En af dem, Hertugen af
Richelieu, en af de faa Emigranter, der havde gjort
det franske Navn Ære i Udlandet, og som havde
Fig. 72. Alexander I, Kejser af
Rusland; født 1777; død 1825.
192 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
