Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
regler af alle Slags og ved Hjælp af Militærmagt give
Folket Mundkurv paa.
Georg III’s Død 1820 gjorde ingen Forandring i
Englands Politik. Dels havde Kongen længe været
sindssyg, og dels havde Georg IV som Regent i
flere Aar repræsenteret Kronen; dels endelig var en
ubegavet Konges Person i det — trods alt —
konstitutionelle England temmelig ligegyldig. Georg IV’s
Tronbestigelse blev egentlig kun særlig bemærket ved
den skandaløse Proces, Kongen straks satte i Gang
imod sin Gemalinde. Af en ganske anden
Rækkevidde var det, at Canning ved Lord Castlereaghs
Selvmord kom til Roret. Det var nemlig et
Principskifte. Lord Castlereagh havde været Metternichs fuldtro
Mand. Man har dennes egne Ord for hans
Op-faltelse af den engelske Udenrigsminister: »Castle-
reagh havde lært at forstaa mig; han var mig
hengiven med Hjerte og med Hoved, ikke biot af
personlig Venskabsfølelse, men af Overbevisning. Jeg
stolede paa ham som paa mig selv.«
Stemningen i England kunde vei hindre
Castlereagh i at laane Haand til den hellige Alliances
Optræden i Italien og Spanien, men næppe var den
kloge Canning bleven Leder af den udenrigske
Politik, før England gik sine egne Veje. Han anerkendte,
som Svar paa Kong Ferdinands og de franske
Royalisters Forstaaelse og fælles Optræden, de spanske
Koloniers Uafhængighed i 1824, og han stod paa de
Liberales Side i Portugal imod Spanien, Frankrig og
Rusland og sendte i 1826 engelske Tropper til
Lissabon for at møde Spaniens Angreb.
England var pludselig traadt i Skranken for den
af den hellige Alliance forfulgte Frihed i Europa,
Intet Steds havde Zarens og Metternichs Politik
dog vist sig i et saa hæsligt Lys som i Forholdet
over for Grækenland.
Lige fra den Tid, da Tyrkerne gjorde sig til
Herrer over Landet, havde Grækerne levet i en
Trældoms Tilstand. Vei havde de gjort flere Fremskridt
i det 18. Aarh. Livegenskabet var ophævet, og i
Sammenligning med f. Eks. den prøjssiske Bonde
var Grækeren en uafhængig Mand og havde, hvad
Føde, Hus og Klæder angaar, bedre Forhold end
den engelske Arbejdsmand. Men Tyrkerne var den
herskende Race og viste paa alle Maader de Kristne
Haan og Ringeagt. . De var »Rajaher«, d. v. s.
Undergivne, og maatte finde sig i alt, hvad de tyrkiske
Herrer maatte finde paa; der fandtes ikke nogen
Domstol, som de kunde finde Beskyttelse hos, de
var i Virkeligheden fuldstændig retløse, de maatte
betale »Haratsj«, en særlig Skat, der blev udredet af
de Kristne alene, og de maatte — hvad der stadig
gav Anledning til Spektakler — lade sig flaa af de
tyrkiske Skatteopkrævere, som ustraffet kunde tillade
sig de .største Uretfærdigheder og Overgreb.
Under de sidste Krige i forrige Aarhundrede
mellem Tyrkiet og Rusland havde Grækerne, der
ved Religionens Baand var bundet til Russerne,
stadig haabet at faa større Frihed. Rusland havde hver
Gang lokket for dem for at bruge dem i egen
Interesse og derefter ladet dem skøtte sig selv. Under
den franske Revolution brød Frihedslængslen frem,
og der stiftedes et hemmeligt Selskab til Grækernes
Befrielse, det første »Hetæri«. Men Ali Pasha, der fra
Albanien som Sultanens Statholder herskede næsten
uafhængig over Thessalien og Makedonien, medens
Fig. 76. Kampen ved Messoloiiglii den 24. April 1826.
200
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
