Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
drejede sig i Opstandelsens første Aar, kom der 50
Grækervenner — »Fil-Hellener« — der var samlede
af Demetrios Ypsilanti. Tripolissa og mange
Kyslog Øbyer faldt Grækerne i Hænde, og i Januar 1822
blev Grækenland højtideligt erklæret for frit og
uafhængigt. Men ikke 14 Dage senere led de et stort
Tab. Deres Forbundsfælle i Kampen mod Sultanen,
Ali Pasha i Janina, blev fangen ved List og
halshuggel, og Tyrkerne kunde nu vende al deres Magt
mod Grækenland. Og man skulde snart komme til
at høre fra dem.
I April ankrede Admiralen Kara-Ali med en tyrkisk
Flaade ved Øen Chios og landsatte 7000 Mand, der som
en Flok Vilddyr styrtede
sig over den ulykkelige
Befolkning og forvandlede
den frugtbare 0 til en
Ørken. 23,000 Mennesker
blev dræbte, 47,000
bortførte, for at sælges som
Slaver, og kun 5000
undslap. Europa hørte med
Forfærdelse om de
Optrin, der var foregaaet paa
Øen, men Stormagterne
rørte sig ikke.
En ringe Hævn, men
dog en Hævn, lik
Grækerne i Juni s. A., da del
lykkedes Kanaris ved
Hælp af Brandere, at
stikke Ild paa Kara-Alis
Admiralskib, der laa ved
Tenedos, og sprænge ham
selv og 3000 Mand i
Luften.
Grækenlands Skæbne
syntes afgjort.
Maurokor-datos blev slaaet ved Pela
og nødt til at kaste sig
ind i Mesolonghi, og
Muhamed Dramali
rykkede frem, ligesom
tidligere Perserne, imod
Hellas, gennem dette og ned
paa Peloponnes. Men
Kolokotroni og Demetrios
gjorde med deres smaa
Skarer en saadan
Modstand, at den betydelige
Hær blev fuldstændig oprevet. Muhamed Drahiali
maatte lægge sig ind i Nauplia, som efter hans
Død blev tvungen til at overgive sig.
Aaret efter (1823) led Tyrkerne atter meget store
Tab ved Mesolonghi og senere imod Sulioternes
Høvding Botsaris. Sultanen saa’ sig nu nødt til at
søge Hjælp hos en af sine Vasaller, Vicekongen af
Ægypten, Mehemed, Ali, der havde sal sin Hær paa
fuldstændig europæisk Fod. Han gjorde sig straks
til Herre over Kreta og lod i Februar 1825 sin
Adoptivsøn, Ibrahim Pascha, der alt var bleven hædret
med Titlen Pascha af Morea, gaa i Land med en
Hær paa Sydvestkysten af Peloponnés og" hærge det
ulykkelige Land.
At dette kunde lade sig gøre, var et Vidnesbyrd
Om, at Grækerne ikke længer var Herrer paa Søen.
Mellem de græske Førere var der udbrudt alvorlige
Uenigheder, som lammede Krigsførelsen paa alle
Punkter. Men der foregik ude i Europa to
Begivenheder, som fik den største Indflydelse paa Krigens
Gang. I England havde Canning alløsl Castlereagh,
der havde været meget fjendsk over for Grækerne,
og del betød det samme som rede Penge for disse,
idet de nu i London kunde stifie Laan. Og i 1825
døde Zar Alexander af Rusland; hans yngre Broder,
Nicolaus I, blev hans Efterfølger og dermed var
Melterniclis Indflydelse i St. Petersborg forbi. Det
kom til Forhandlinger med Canning, og Rusland og
England enedes i April
1825 om, at Grækenland
skulde gøres til en
uafhængig Ståt under sin
egen Hersker, men
vedblive at betale Skat til
Tyrkiet.
Imidlertid stod det
ilde til i Grækenland.
Ibrahim Pascha gik frem
paa Peloponnés, som om
han vilde affolke Landet.
Den ene By faldt efter
den anden, og den 24.
April 1826 faldt
Mesolonghi efter det
heltemodigste Forsvar, 5 Dage
efter at den engelske
Digter Lord Byron, den
berømteste af alle
»Fil-Hellenerne«, der var ilet
»det genfødte
Grækenland« til Hjælp, var død
i Byen af Feber.
Mesolonghis tapre
Forsvar og endelige Fald
vakte alter Interesse for
Grækernes Sag. Prøjssen
og Bayern gik nu med
England og Rusland,
hvorimod Østerrig blev
paa Tyrkiets Side, da
Metternich var bange for,
at Rusland skulde blive
for mægtigt ved Tyrkiets
Svækkelse. I Juli Maaned
1827 blev de tre
Stormagter enige om al blande sig i Striden og, om
nødvendigt, optræde med Vaabenmagt. Straks lod
de deres Flaader hindre Tilførsler fra Ægypten til
Tyrkerne i Grækenland. I Anledning af delle
Forbud kom det den 20. Oktober 1827 til Søslaget ved
Navarino, hvor Ibrahim Pascha led et fuldstændigt
Nederlag og af sine 82 Skibe fik de 55 ødelagt.
Men det var en for Grækerne farlig Sejr, som
Stormagterne havde vundet dér. Thi Canning var
død umiddelbart forinden , og i den engelske
Trontale betegnedes Sejren som en uheldig
Begivenhed. Thi nu udviklede der sig en
russisktyrkisk Krig, hvad ingen af Stormagterne saa’ med
Glæde. I Krigens første Aar (1828) erobrede
Russerne Fæstningen Kars i Armenien, men gjorde
204 124
Fig. 78. Karl X af Frankrig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
