Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
raad, og derfra til en rig Pariser, Mr. Lafitte, en
ivrig Orléanist, hos hvem Thiers, der var kommen
tilbage, opholdt sig, Ordonnansen blev atter sendt
ud for at faa Kongens skriftlige Tilbagekaldelse, men
det var sent om Aftenen, Hs. Majestæt vilde ikke
forstyrres i sin Søvn, og medens han sov, gled
Bourbonernes gamle Krone ud af Slægtens
Hovedlinje og over til en yngre Gren. Lafilte og Thiers
bearbejdede de forskellige Udvalg til Gunst for
Hertugen af Orléans, og da Dagen brød frem, læste
Pariserne paa alle Gadehjørnerne store Plakater, paa
hvilke Hertug Louis Philippe, der havde vist sig
»tro mod Revolutionen, kæmpet i Bevolutionshæren
som menig Soldat mod Fædrelandets Fjender, Manden
fra Jemappes«, blev lovprist i høje Toner og udpeget
som den eneste mulige konstitutionelle Konge. Han
var paa én Gaug, trods Modstand fra Bepublikanerne,
der ikke vilde den Vej, bleven Dagens Helt. En
Deputation fra Pairskammeret og Deputeretkammeret
blev sendt ud efter ham, han kom til Paris og
modtog — for at skaane Landet for Anarki og
Blodsudgydelse — den 30. om Morgenen den Myndighed,
Kamrene udstyrede ham med, under Betegnelsen
» Lieulenant-Général«.
Men Republikanerne med la Fayette i Spidsen
og den store Pariserbefolkning, der ikke havde sat
Livet paa Spil for hans, men for Republikens
Skyld, maatte forsones. Louis Philippe begav sig
derfor med et Følge af begge Kamrenes Medlemmer
til Raadhuset for at hilse paa Veteranen fra 1789.
Hans borgerlige Jævnhed og vennesæle Optræden
kom ham her vei tilpas, og da Hertugen greb og
kyssede Trikoloren, som ikke havde vajet i Paris
siden 1815, og som la Fayette nu udfoldede,
valdet forbi med al Modstand. Folket brølede af
Begejstring, og de faa alvorlige Mænd, der endnu holdt
paa Republiken, blev afvist med Løftet om, at der
skulde ske en Appel til det franske Folk.
Carl X havde imidlertid forladt St. Cloud (Sæng
Klu) og var draget mod Vest. Han følte, at hans
egen Rolle var udspillet, men han vilde bevare Riget
for sin Slægt og nedlagde derfor Kronen til Fordel
for sin Sønnesøn, Henrik (V), Hertugen af Chambord,
som dengang kaldtes Hertugen af Bordeaux, til daglig
»Frankrigs Barn« eller »Vidunderbarnet«, eneste Søn
af Hertugen af Berry og født efter Faderens Mord.
Han skrev til Louis Philippe, udnævnte ham — som
af sig selv — til Lieutenant-Général og bad ham
anerkende Henrik V og styre Riget som Regent i hans
Mindreaarighed. I Cherbourg indskibede Carl X sig
og sejlede til England, hvor ingen gjorde Stads af
ham. Men da Folkets Repræsentanter den 7. August
valgte Louis Philippe til de Franskes Konge, talte
denne ikke et Ord om, at Carl X havde frasagt sig
Tronen til Fordel for Hertugen af Chambord. To
Dage senere aflagde han Ed paa den af Ludvig XVIII
givne Forfatning, som havde undergaaet nogle faa
Forandringer.
Julirevolutionen er i Sammenligning med den
store Revolution en Storm i et Glas Vand, men den
flk i Forhold til sin Virkning i Frankrig
overordentlig stor Betydning paa Europas Folk og Regeringer.
I Frankrig vedblev den stærke Centralisation og
Embedsmands-Vældet at bestaa, og kun en Brøkdel af
Nationen kunde gøre sine Ønsker gældende paa
Tinge. »I Stedet for en kronet og salvet Konge af
Guds Naade, omgiven af Adelsmænd og med jesuitiske
Raadgivere, var der nu en Borgerkonge, som
spaserede i Parises Gader med Paraply under Armen og
høj Hat paa Hovedet, og som sendte sine Sønner i
Landets Skoler, men hvis Hjerte slog lige saa varmt
for Kongedømmets Interesser som nogen af hans
Forfædres, og som, vei at mærke, sad inde med
ganske andre Betingelser for et personligt Begimente.«
Men Adel og Gejstlighed mistede al den politiske
Magt, som de — og især Gejstligheden — havde
vidst at skaffe sig under Bestaurationen. Den Klasse
af Franskmænd, der vandt ved Julirevolutionen, var
Middelstanden, Borgerskabet (la Bourgeoisie), som
Louis Philippe med sin Paraply under Armen og
sine personlige og aandelige Egenskaber var en saa
fuldgyldig Repræsentant for. Det var Borgerskabets
Borgergarde (Nationalgarden), der støttede Louis
Philippes Magt. »Lige over for denne ædruelige,
prosaiske, fantasiløse Magt kæmpede alle de hede og
hvileløse Aander, der var blevet sluppet løs ved
Bourbonernes Fald. Ildnede af Tanken om en Republik,
af Drømme om Europas Genfødelse ved franske
Tropper og af den voksende Strid mellem den
arbejdende Klasse og Kapitalisterne, truede de en Tid
med at vælte det nyoprettede konstitutionelle franske
Kongedømme over Ende og styrte Europa i en Krig,
Gensynet af det trefarvede Flag, Melodier fra
Republikens og den store Kejsers Tid, som længe havde
slumret og nu pludselig vældede frem, Sejrsfølelsen,
med hvilken Folkets Mænd saa’ Bourbonernes Flugt
— Bourbonerne, som fremmede Tropper havde
paatvunget Frankrig efter Slaget ved Waterloo! — alt
tjenle til at genoplive den halvt romantiske militære
Begejstring, som havde drømt om Europas Befrielse
i 1792«
Frankrig stod atter for begejstrede Aander som
alle Folkeslags Befrier. Og det er derved, at
Julirevolutionen faar sin store Betydning for Europa.
FBA JULI- TIL FEBRUAR-REVOLUTIONEN,.
Det første Udslag af den korte Frihedskamp i
Frankrig var det, at de tre Øst-Magter, som havde
indgaaet den hellige Alliance, men som efter
Interventionen i Italien-Spanien og Carl X’s Tronbestigelse
var gledet fra hinanden, nu atter følte
Nødvendigheden af at slutte sig sammen mod Vest-Europas
frie Ideer.
Men den næste Følge af Begivenhederne i »den
store Uge« — d. e. Dagene fra 26.-30. Juli ^830 —
var den belgiske Opstand. Kongeriget Nederlandene
var en Frugt af Wienerkongressen, det skulde danne
en kraftig Bom mod franske Udvidelser mod Nord.
Men det katolske, for en stor Del (i de øvre Klasser
i alt Fald) fransktalende Belgien kunde ikke forliges
med det protestantiske, frisiske Holland. Den katolske
Kirke var, som paa Frihedskrigens Tid, Huset Oraniens
Fjende, og for at komme Hollænderne — der
optraadte som det herskende Folk — til Livs, sluttede
Gejstligheden i Belgien sig til den demokratiske
Opposition, som var endnu mere fjendtlig mod
Forbindelsen med Holland end mod Pavedømmet. Man
saa’ her det Særsyn, at Gejstligheden og Arbejderne
gik Haand i Haand imod en fælles Fjende. Allerede
212 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
