Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Paskievitsj indtog hans Plads. Prøjsserkongen
frygtede, at Opstanden skulde brede sig ind i hans
Lande, og understøttede Rusland. Polakkerne var
indbyrdes uenige, og Varsjav blev erobret den 8.
September 1831. Polen blev gjort til en Provins af
Rusland, alle Mænd af Navn og Betydning, som
kunde have bidraget til Fædrelandets Udvikling, blev
sendt til Sibirien eller gik i Landflygtighed, og selv
det polske Sprog og Særpræg syntes at skulle
forsvinde under Ruslands haarde Forfølgelser.
Ogsaa i Italien tændte Revolutionsgnisten fra
Paris. Frihedslængslerne var ikke blevet slukkede
under Østerrigs Herredømme; de hemmelige
Selskaber udfoldede stadig stor Virksomhed. Deres
Brændpunkt var ikke som før i Syd-Italien, men i
Pavestaten, hfror de paa Grund af Begeringens
Umulighed fandt den frodigste Jordbund; de stod i
Forbindelse med franske Frihedsmænd som la Fayette
og havde fulgt Julirevolutionen med stor Spænding
og Interesse. Men først under den Usikkerhed i
Regeringen, som altid følger med Pavens Død (Pius
VIII døde den 30. November 1830) og Valget af
hans Efterfølger, flk de Liberale frie Hænder. Hjælp
blev lovet dem fra Frankrig, og den 5. Februar 1831
udbrød Opstanden i Bologna. Den bredte sig med
stor Hurtighed til Pavestaten, og Gregor XVI var
næppe bleven valgt til Pave, før hans oprørske
Un-dersaatter erklærede, at det var forbi med hans
timelige Magt; han saa’ ingen anden Udvej end at
paakalde Østerrigs Hjælp. Kejser Frants’ Tropper
rykkede ind i Pavestaten, og den oprørske Regering
maatte flygte til Ancona.
Men dette var en Udfordring til Frankrig, som
havde erklæret, at Østerrig kunde muntre sig i sine
italienske Stater, saa meget det lystede, men at
enhver Optræden udenfor dets egne Grænser vilde
medføre en Krig med Frankrig. Revolutionspartiet
med la Fayette i Spidsen ventede en saadan med
Længsel, Louis Philippe intrigerede, men Casimir
Perier, der blev Minister i 1831, tog fat med fast
Haand. Han fordrede, at Østerrig skulde rømme
Pavestaten, og at de værste af de Misbrug, der
klæbede ved den pavelige Regering, skulde fjernes.
Det første skete straks, det andet blev lovet. Men
da Hans Hellighed, efter at være kommen tilbage,
begyndte igen med det gamle vilkaarlige Regimente,
støttet af sin af Banditer og Gavtyve bestaaende Hær,
brød Oprøret ud paa ny. Østerrigerne blev kaldt
tilbage, men saa snart det var rygtedes, sendte
Frankrig en Flaade til Ancona (Februar 1832) og satte et
fransk Troppekorps i Land. Men kort efter døde
Casimir Perier, og der skete fra Frankrigs Side intet
for at fremtvinge en bedre Begering i Pavestaten.
De franske Tropper blev staaende i Ancona, lige saa
længe de østerrigske blev staaende i Kirkestaten,
d. v. s. lige til 1838, og om Forbedringer i
Regeringen blev der ikke tait mere.
Julirevolutionens Dønninger mærkedes
ejendommeligt nok med størst Styrke ude i Omkresen. Jo
nærmere man kom Bevægelsens Midtpunkt, des
mindre sporedes Bevægelsen. I Schweiz var efter
Napoleons Fald det gamle sneverhjertede og egoistiske
Patricier-Regimente atter kommet i Højsædet under
Østerrigs Beskyttelse. Det faldt nu sammen, og i
næsten alle Kantonerne blev der indført demokratiske
Forfatninger. I Tyskland opstod der Tumulter i
flere Byer, men Bevolution kan der egentlig kun
tales om i Brunsvig. Her var der almindelig
Misfornøjelse med Begenten, den 26-aarige Hertug Carl,
som bortødslede Landets Penge i vilde Udsvævelser,
trodsede Forfatningen og egenmægtig greb ind i
Bets-plejen. En Aften i September 1830, da han kørte
fra Teatret, blev hans Vogn bombarderet med Sten,
og næste Dag stormede en forbitret Folkemasse
Slottet og ståk det i Brand. Soldaterne nægtede at
røre sig til hans Forsvar, og Hertugen maatte flygte.
Forbundsdagen maatte anerkende, at Befolkningen
havde Grund til Klage, og gav sin Tilslutning til, at
Hertugens Broder, Prins Vilhelm, overtog Begeringen,
og at der blev indført en ny Forfatning med en
raad-givende Landdag.
Ogsaa Sachsen, Hannover og Hessen flk, efter en
mere eller mindre kraftig Optræden af Befolkningen,
nye Forfatninger.
Ogsaa i den lille By Hambach i Bhin-Bayern viste
der sig i Maj 1832 Virkninger af Julirevolutionen.
Her gik det ikke saa tamt til som ved
Wartburger-festen; der taltes store Ord om de forenede tyske
Fristater osv., og Forbundsdagen flk travlt med
Arrestationer og Krig mod det rød-gylden sorte Baand.
Aaret efter gik det løs i Frankfurt, og den hellige
Alliances Ministre kunde nu raabe Vagt i Gevær paa
Mødet i Teplitz. De Frisindede blev trængt tilbage
alle Vegne, selv i Bayern, hvor dei dog før havde
været nogen Forstaaelse af Nationens Trang.
Men Prøjsserkongen Frederik Vilhelm tænkte
ikke paa at holde de Løfter, han én Gang havde
givet sit Folk, der var lige saa udelukket fra
Indflydelse paa Regeringen, som det havde været før
Frihedskrigen. Folkets Hengivenhed for Kongen og
den kloge og dygtige Styrelse af Landets indre
Anliggender, som Prøjsserne kunde glæde sig ved, og
som havde sat Frugt i en rig Udvikling paa alle
Omraader, bidrog imidlertid til, at den offentlige Ro
ikke noget Sted blev forst}Trret. Et af de vigtigste
Midler til at nærme Tyskerne til hinanden trods
Adskillelsen i de mange smaa Stater, var
Oprettelsen (1828) af et Toldforbund mellem Prøjssen
og de tyske Lande uden for Østerrig, hvilket bragte
en hidtil ukendt Lettelse i Handel og Omsætning og
i Stilhed og paa naturlig Maade forberedtes
Tysklands politiske Enhed, til Trods for Metternichs
aarvaagne Vogterøjne. De mindre Stater lærte
efterhaanden at se hen til Prøjssen som den ledende
Magt, og som en Magt, hvis Regering med Forsyn
og Omsorg paa mange Maader tog sig af Nationens
Interesser.
Ogsaa i Danmark mærkedes Virkningerne af
Julirevolutionen. Den frejdige Aand, som 1801 havde givet
sig til Kende hos Nationen, og som sikkert vilde
have givet sig Udslag i Sans for det politiske Liv,
hvis den havde faaet Tid til at fæstne sig, forsvandt
ganske i UlykkesaaTene efter 1807. Frederik VI
forstod ikke at drage Lære af Norges rige Udvikling
eller den fordrevne svenske Konges Skæbne og
forblev fjendtlig over for alle frie Rørelser; men den
fælles Nød havde knyttet ham og Folket til
hinanden. Var Kongen end ubegavet, saa var han i sin
Optræden jævn og ligefrem, og Hjertet var godt
218 238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
