Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Revolutionens ringe Resultater og med Kong Louis
Philippe selv og hans og hans Ministres fredelige
Politik. Parises Gader farvedes atter med Blod, men
Borgergarden tog Borgerkongens Parti, og Oprøret
blev dæmpet. Under de Forfølgelser, som nu blev
iværksat over for Republikanerne, antog
Modstanden mod Regeringen en Karakter som aldrig før.
Og særlig blev Arbejdernes store Klasse nu draget
med ind i Bevægelsen paa en anden Maade end
tidligere. Før havde de været Redskaber for Mænd, der
havde været dem langt overlegne i Kundskaber, og
hvis Maal og Interesser laa langt uden for deres. Nu
havde de selv faaet nogen politisk Opdragelse, og
denne gjorde sig straks gældende i de mere og mere
hyppigt forekommende Kampe mellem Arbejdere og
Arbejdsherrer, der opstod som en naturlig Følge af
Fabrikvirksomhedens rivende Udvikling i Frankrig.
De misfornøjede franske Arbejdere fandt hurtig
Meningsfæller og radikale Forbundsfæller blandt de mange
fremmede, især italienske og polske politiske Flygt-
*ninge, som havde
søgt til Frankrig
for at tjene
Brødet. Særlig
Betydning fik den
hele Bevægelse, da
Arbejderne
begyndte at slutte
sig sammen i
Fagforeninger. Da
Regeringen i 1834
havde udstedt en
Lov imod disse,
udbrød der Oprør
i forskellige
Fabrikbyer (Lyon,
Grenoble og
mange andre).
Urolighederne naaede
Paris, hvor
Republiken blev
proklameret. Fra
Marseilles drog
Italieneren Mazzini i Spidsen for en Skare fordrevne
Italienere ind i Savoyen for at rejse Befolkningen til
Kamp for Republiken. Men Toget mislykkedes, og
i Frankrig blev Oprøret alle Vegne slaaet ned. De
tre østlige Stormagter benyttede Lejligheden til at
tvinge Schweiz, hvorhen Mazzini og mange af hans
Flok var ftygtet, til at frafalde sin Asylret og forvise
de politiske Flygtninge, som havde søgt Tilflugt her.
Da Regeringens Fjender ikke kunde naa deres Maal
ved Magt, greb de til mere skjulte Midler, og i 1835
forfærdedes Europa ved Fieschis Helvedesmaskine, der
skulde have sprængt Kongen og hans Sønner i
Luften, naar de paa 5-Aarsdagen for Juli-Revolutionen
red gennem Parises Gader. Men de kongelige Personer
slåp uskadte fra Attentatet, hvorimod 14 Mennesker,
blandt dem Mortier (mortje), en af Napoleons
tidligere Generaler, blev dræbt.
Efter denne Udladning kom der en vis Ro i
Forholdene, Louis Napoleon, en Brodersøn af Napoleon I,
der efter Kongen af Roms Død 1832, betragtedes som
Chef for det bonapartistiske Parti, gjorde i 1836 et
mislykket Oprørsforsøg i Bretagne, som blev uden
Fig. 89. Franç.ois Guizot (frangsoa giso).
Fransk Statsmand og historisk Forfatter.
Født 1787, død 1874. Konsejlspræsident
1847, fremkaldte ved sin Konservatisme
Februar-Revolution en.
Følger. Louis Philippe blev flere Gange udsat for
Snigmordere, men den politiske Betydning deraf var
kun den at fæstne Kongens Stilling. Regeringen var
gaaet af med Sejren baade ude i Landet og i den
politiske Kamp i Kamrene. Selv da Thiers (tjæhr), der
1840 var sat i Spidsen for Ministeriet, for at opflamme
Franskmændenes krigerske Tilbøjeligheder, havde
ladet Napoleons Lig bringe til Paris fra St. Helena og
bisætte i Invalidekirken under Udfoldelsen af stor
Pomp, selv da blev Roligheden ikke forstyrret. Og
det til Trods for, at Louis Napoleon straks søgte at
slaa Mønt af den Bevægelse, som derved var vakt
hos Bonapartisterne, og rejste en atter mislykket
Opstand i Strassbourg, der indbragte sin Ophavsmand
Fængselsstraf paa Livstid.
Det var Misfornøjelse med Louis Philippes
Fredspolitik, der i 1840 havde bragt Thiers til Roret.
Frankrig havde netop da lidt en Ydmygelse.
Sultanens Statholder i Ægypten, Mehemed Ali, havde
under Grækenlands Frihedskrig, hvor han selv var bleven
kaldt til Hjælp af sin Lehnsherre, faaet Øje for, at
det tyrkiske Rige stod paa svage Fødder. Straks
efter Freden i Adrianopel havde han ladet sin fra
Peloponnés berømte og berygtede Søn, Ibrahim, rykke
ind i Syrien og sendt sin Flaade til Akka og fordrede
sig dernæst overladt de to syriske Provinser Damaskus
og Akka. Sultanen lod ham erklære for Forræder
og sendte en Hær imod ham. Men de tyrkiske
Tropper blev slaaede af Ibrahim, og den næste Rigshær,
som Sultanen med Nød fik stillet paa Benene under
Redsjid Mehemed, led Nederlaget ved Konia. Rusland
havde imidlertid al Grund til at frygte Udsigten til,
at den energiske Mehemed Ali, hvis Tropper var i
fuld Marche mod Konstantinopel, skulde komme til
at indtage Sultan Mahmuds Trone, og lovede denne
sin uegennyttige Hjælp. En russisk Flaade løb ind
i Bosporus og landsatte en Hær, som standsede
Ibrahim og tvang Mehemed Ali til Freden i Kutahia
1833.
Til Tak for den ydede Haandsrækning forpligtede
Tyrkiet sig til, i Tilfælde af at Rusland kom i Krig,
at lukke Dardanellerne for fremmede Skibe, og
saaledes sikre Rusland mod et Angreb fra Sortehavet.
Men i 1839 genoptog Sultanen, hvis Hær
imidlertid var bleven organiseret paa europæisk Vis, Kampen
med Ægypten. Og denne Kamp, som straks begyndte
med alvorlige Uheld for de tyrkiske Vaaben, fik stor
Betydning for Europa. England, Østerrig og til Dels
Rusland traadte nemlig paa Kongressen i London,
hvor det orientalske Spørgsmaal skulde ordnes, op
paa Tyrkiets, Frankrig derimod paa Ægyptens Side.
Men de tre nævnte Magter indgik tilligemed
Prøjs-sen i Juli en Kvadrupel-Alliance.
Dennes Afslutning og de forenede Magters Taktik
over for Mehemed Ali, der blev planlagt, uden at
Frankrig blev spurgt til Raads eller blev underrettet
derom, fremkaldte i Paris Indtrykket af, at Frankrig
var bleven sat ud af det europæiske Sammenspil, og
vakte en umaadelig Harme. For kun 30 Aar siden
havde Frankrig spillet første Violin, og spillet den
saaledes, at alle andre Stater maatte danse, hvad enten
de vilde eller ej — og nu! Man vilde have Hævn
for denne Forsmædelse ; hvem den skulde gaa ud
over, var ikke ganske klart, men Hævn maatte man
have.
228 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
