Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Regeringen ikke at standse den Bevægelse, dette
vakte i Ungarn og Transsylvanien. Det var dog
først, da Kossuth i 1840 stiftede et frisindet Blad i
Pesth og overtog Ledelsen af den politiske Udvikling
i Ungarn, at de moderne Ideer blev udbredt i Landet.
I Bøhmen havde Tjekkerne fra 1820 begyndt at
skille sig ud som det nationale
bøhmiske Folk fra
Efterkommerne af de mangfoldige
Tyskere, der i Tidens Løb var
indvandret i Landet. De
sluttede sig sammen med deres
slaviske Frænder, Kroaterne og
Slovakerne i Ungarn, og søgte
her at dæmme op imod de
herskende Magyarers Overmagt.
Befolkningens brede Lag,
særlig den store
Bondebefolkning i Monarkiets forskellige
. Dele, havde ikke været
paavirket af disse Bevægelser. Men
1846 udbrød der en ny polsk
Opstand i det gamle polske
Landskab Galizien, i Byen
Krakov, Hovedstaden i den lille Fristat af samme
Navn. Samtidig udbrød der ogsaa Opstand i
prøjs-sisk Polen, men her var man paa sin Post og slog
den ned, inden den tog Fart. Opstanden i Galizien
fik derimod et ganske andet Forløb. Den ruthenske
Bondebefolkning havde ikke nogen venlig Tanke for
Polen og hadede de polske Herremænd af et godt
Hjerte. Da disse i 1846, efter at Signalet til Opstand
var givet i Krakov, vilde rejse Landet, saa’ de sig
derfor pludselig forladt af Bønderne, der straks og
aabenbart med Glæde lystrede Ordren fra Wien, at
gribe enhver, der opfordrede dem til Oprør. Det
blev nu Bønderne, der angreb Herremændene; alle
Vegne fra hørte man om Plyndring, Brand og Mord,
og hele Vognlæs af indfangne polske Adelsmænd blev
kørt ind og afleveret til de østerrigske Myndigheder
i Tarnov. Bepubliken Krakov, den sidste Levning
af det uafhængige Polen, blev — imod Englands og
Frankrigs Protest — inddraget under Østerrig, men
Følgerne af Bondeopstanden var det ikke saa let at
komme over.
Kejser Frans døde i 1835. Hvad der havde
kunnet forsone de glade og letlevende Wienere med
den gamle, af Modgang prøvede Kejser, eksisterede
ikke over for hans mere end udygtige Efterfølger,
Ferdinand, og Wienerne gav sig til, hvad ikke mange
havde tænkt sig skulde ske, at tænke paa alvorlige
Ting og kritisere. Og der var nok at tage fat paa,
ikke mindst i den Maade, hvorpaa den elendige
Regering søgte at udøve sit Formynderskab over
Nationen i aandelig Henseende. Den opnaaede ogsaa i
Hovedstaden at faa alle imod sig.
Østerrig var i Begyndelsen af 1848 moden til en
Revolution. Folket var her, som alle andre Steder
i Vest-Europa, rede til med Magt at gøre Fordring
paa den Frihed, som Fyrsterne havde lovet dem i
1813 og bedraget dem for lige siden.
Selv i Pr øj ss en, som dog var bleven regeret med
Dygtighed, og hvor der fra Regeringens Side var
gjort meget for Landets og Folkets Udvikling, var
Absolutismen rokket i sin Grundvold. Ogsaa her
233
havde den personlige Følelse for den gamle Konge
holdt den dannede Klasses Misfornøjelse tilbage, og
da han døde i 1840, og den kunstelskende og
veltalende Frederik Vilhelm IV kom paa Tronen, troede
alle, at Løfterne fra 1813 skulde indfries, uagtet
Kongens romantiske Sværmeri for Middelalderen og
i mange Retninger gammeldags Anskuelser ikke var
ukendt. Med Tilfredshed modtoges Budskabet om
almindelig Amnesti for politiske Forbrydere, og om
at den og den bekendte Videnskabsmand, som var
bleven afskediget for sine frisindede Ytringer, var
bleven genindsat i sin Stilling ved Universitetet.
Men om en fri Forfatning vilde Kongen ikke høre
et Ord. Kongedømmet vilde, mente han, miste sin
Myndighed lige over for en Forsamling af
Repræ-sentanter for Nationen. Om Bigsstænder kunde der
derfor ikke være Tale, kun om raadgivende
Provins-landdage, hvorfra der skulde møde IJdvalg paa
Landdagen i Berlin. Og ved dennes Aabningsmøde
erklærede han, at han aldrig vilde tillade, at der blev
stukket et Blad beskrevet Papir (en Grundlov)
imellem Vorherre og Prøjssens Folk, og at han aldrig
vilde have sammenkaldt Provinsstænderne, hvis han
ikke vidste dem fri for enhver Lyst til at spille
»saakaldte Folkerepræsentanter«.
Men det var netop det, de vilde. Det følte alle,
kun ikke Kongen, og saa snart Lejligheden kom
dertil, vilde Folket forlange, at de ikke tøvede med at
optræde som dets Talsmænd.
Det var det, som Folket forlangte alle Vegne,
men kun i England, efter at den store Reform-Bill
var vedtaget, kunde man tale om en virkelig
Folkerepræsentation. I Frankrig var det Bourgeoisiet,
den velstaaende Borgerklasse, der herskede. Folket
havde ingen Stemme paa Tinge. Uagtet Valgretten
var bleven udvidet efter Julirevolutionen, var der
dog ikke 1 Vælger blandt
150 Mænd, og med den
fastsatte Census var det
kun formuende Folk, der
var valgberettigede.
Tilmed var over en
Tredjedel af Rigsdagsmændene
Embedsmænd eller paa
anden Maade afhængige
af Regeringen.
Bestikkelser hørte til Dagens
Orden, og en Række
Retssager afslørede af og til
den herskende
Fordærvelse. Folk gad ikke
længer gaa til Valg; man
vidste, at det hele var
en Farce. Regeringen var
altid i Stand til at gøre
sin Vilje gældende under
lovlige og
forfatningsmæssige Former.
Men i det Folk, der i 1789 havde rejst sig til
den store Revolution, var Haabet og Troen paa
Fremtiden ikke tabt.
Men enkelte varmtfølende Mænd med Hjerte for
de undertrykte og med Retfærdighedssans, arbejdede
videre paa den aandelige Arv, de havde modtaget fra
Revolutionen. Saint-Simon uddannede sin socia-
Fig. 94. Charles Fourier (sjarl
Furjé), fransk Social-Filosof;
født 1792, død 1851.
234
18
Fig. 93. Saint-Simon l’sseng
simaang\ fransk
Sam-fundsreformator; født
1760, død 1825.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
