Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskeforagter som han var, ikke villet tro paa,
at den vægelsindede Kvinde lod sig forbedre
saaledes som Englænderne (Beaumont og Fletcher,
Shakespeare, Congreve) mente. Han har ikke
ladet hende modes med tilsyneladende Ydmyghed,
der bagefter viser sig som mandig Overlegenhed,
eller med kold Forstandighed, der søndrer alle
hendes vilde Indfald, eller med hidsig Elskov, der
afvæbner hendes hjærteløse Plagerier — han har
gjort hende uforanderlig fra Begyndelsen til
Slutningen, paavirkelig i sit Humør, men ingenlunde
forbederlig i sine Fejl, altid lige uberegnelig, dog
ikke helt uden Elskværdighed. Thi den gamle
Pebersvend har betragtet den ustadige
Kvindesjæl med et overlegent Smil. Uden at være
galant overfor det smukke Køn synes han
at fornøje sig over dets kuriøse Maade at te
sig paa.
Den Vægelsindedes Rolle forlanger først og
fremmest en Behandling, der bevæger sig i meget
fine Overgange. Man kan let vække Latter ved bratte
Fald fra Glæde til ondt Lune, men Fremstillingen
bliver ulige interessantere, hvis Stemningerne afløser
hinanden paa en Maade, som forklarer deres
Tilblivelse. Man maa ikke gøre Lucretia altfor
ustyrlig; der bør være nogen Fornuft i Galskaben.
Jo mere naturligt Lunet synes, des lystigere er
Stykket. Lucretia er i godt Humør, da Eraste
kommer og forstyrrer hende med sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
