Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at fremstille det Ungt-Naive og Godmodigt-Glade,
der var den Andens egentlige Felt. Hultmann
var vistnok selv en fornøjet Svend, der morede
sig herligt, da han i de første Aar gik over
Brædderne; senere hen tog Livet haardt nok paa
ham, og han blev en hel Melankoliker.
Fra sin Debut var han Teatrets første
Vaudevilleelsker. Men dette fik ikke stor Betydning
den Gang, hvor man endnu misbrugte et Geni
som Michael Wiehe i Abekattens og En Søndag
paa Amagers Elskerroller. Fru Heiberg vilde
meget naturligt, ikke undvære en Kraft som Wiehes
til at give de sentimentale Smaastykker Glans, og
man kan alene heraf skønne, hvor vanskeligt
Hultmann havde for at trænge igennem eller
rettere for at vinde Plads i det fulde Sollys. Dertil
kom, at en Kunst saa stor som Wiehes, et saa
rigt Temperament som Fru Heibergs maatte
beslaglægge Hovedinteressen hos Publikum. Og da
Hultmann naaede op i Trediverne, oprandt den
store Høedt-Heibergske Strid, der fyldte Tiden fra
1850 til 60, og hvori Hultmann ingen Del tog.
Han holdt sig nærmest til den Heibergske Side,
blev ved Statsscenen, da Høedt og Wiehe drog
til Hofteatret, og udførte nøjagtigt sin Tjeneste.
Han overtog endog enkelte Wiehe’ske Roller,
uden synderligt Held: den stærke Romantik, den
dybe Lidenskabelighed laa ikke for den pyntelige
og varsomme Mand. Alligevel var han ingenlunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
