Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selv, for saa vidt de virkede i dette Kald. De
følte sig som særegne Mennesker, som en Art
Halvguder, der fra det kgl. Teater som fra et
Parnas skuede ned paa mindre Dødelige. Utvivlsomt
kunde Hr. Kolling ikke svinge sig op til en
saadan Selvfølelse. Men Kunstnerstoltheden
bevirkede, at man spillede med stor Respekt for
enhver Tekst, der betroedes En: igennem Teksten
respekterede man sig selv. Og om nogensteds,
saa gjaldt det i de Holbergske Komedier, hvor
Phister raadede med en forstandig og sikker
Myndighed. Han som Henrik satte Hr. Kolling paa
Plads som Arv med en fast Haand: dér, hvor
han skulde staa, der stod han.
Hr. Kolling fik saaledes i Aarenes Løb overdraget:
Peder Eriksen i Den Stundesløse, Arv’erne
i Den honnette Ambition, Henrik og Pernille og
Jean de France og de to Pedanttjenere, Jens i
Jacob v. Tyboe og Gotfred i Det lykkelige Skibbrud.
Til de to sidste har han passet bedst. Han
syntes med sin høje Stemme og sit halvt
forknytte og halvt fiffige Væsen at gaa lige ind i
den traditionelle Skikkelse. Stygotius’ og
Rosiflengius’ Tjenere er vist fra gammel Tid opfattede
som nogle tynde, smalfodrede, jomfrunalske
Pedeller i Modsætning til den af Velnærethed og
Overlegenhed struttende Henrik. Og Hr. Kolling
der meget hurtigt kom til at staa paa Teatrets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
