Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gik det: Olaf Poulsen besad netop det Henrikansigt,
efter hvilket Phister havde søgt, og den
Unge syntes skabt i den Gamles Billede.
Emil Poulsen skabte en Erasmus Montanus,
hvortil man ikke i lang Tid havde set Magen.
Kr. Mantzius, den sidste paa Bjærget, havde sin
fyldige Person og sin buldrende Stemme altfor
meget imod sig paa sine ældre Dage. Og der
var intet Særpræg over hans Pedant. Poulsen
derimod bestræbte sig af yderste Ævne for at
omforme sig til en ham fremmed Individualitet,
der kunde svare til den moderne Opfattelse af
Rollen. Han havde bortmaskeret sine smukke
Ansigtstræk, viste sig spidsnæset, indfalden, nærsynet,
grimasserende, og han havde sære Fagter med
Arme og Hænder som et Menneske, der altid
roder i Bøger og sværter hvidt Papir. Han
sagde hver Replik med den fineste Forstaaelse:
han kendte ud og ind Stykkets Idé og Figurens
Betydning. Derfor var han stor i Erasmus’ Trods
overfor de gamle Forældre og skarp som en Ragekniv
mod den sølle Degn. Der var en saadan aandelig
Kultur over den hele Fremstilling, at Poulsen
straks blev Bærer for en Hjærnens Kunst i
Modsætning baade til den Lyrik og Vaudevillegratie,
som Vilhelm Wiehe og Hultmann repræsenterede,
og til den gemytlige eller naive Komik, hvortil
selv Phister, for at imødekomme Publikums Smag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
