Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der begyndtes med Erasmus Montanus, som
blev til Forherligelse for Emil Poulsens bedste
Kunst. Han var meget nervøs; et lille Uheld — der
gik Ild i Erasmus’ bredskyggede Hat straks i den
første Scene — forstyrrede øjensynligt Skuespilleren,
og hist og her lammede Festbevægelsen hans
Kraft. Men alle den ypperligt anlagte Rolles
Lineamenter genfandtes: den fortrinlige Maske,
den udmærkede Holdning, den disputerende
Konversation, Aandsoverlegenheden og Vigtigpeteriet,
og dertil en fornem Diskretion i Anvendelsen af
de sceniske Virkemidler.
Olaf Poulsen var Jacob, og der er ingen
Grund til at dvæle ved denne Fremstilling, der
hører til Poulsens uheldigste Præstationer i
Holbergsk Komedie. Han skal ikke dømmes
efter denne Pietetshandling, som førte ham til
at optræde i broderlig Forening med Erasmus
Montanus’ Fremstiller. Heller ikke de øvrige
Spillende skal omtales: glimrende var Udførelsen
sandelig ikke. Maaske bør Fru Sinding prises
for den Usnærpethed, hvormed hun sagde de
Holbergske Repliker som skrevet staar.
Olaf Poulsen tog saa Revanche som Harlequin
i De Usynlige — der er og bliver et pragtfuldt
Kunstværk. Der gaves kun anden Akt, og den
Art Forkortelse klæder hverken Stykke eller Spil.
Poulsen sang naturligvis sin Serenade som en
Virtuos. Man maa lykønske med, at Fru Emma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
