Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Konkordieformelen - 2den Del. Grundig, klar, rigtig og endelig Gjentagelse og Forklaring - I. Om Arvesynden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Konkordieformelen. Grundig Forklaring, I, 403
2. Den anden Del har derimod lcert, at Arvesynden egentlig ikke er
Menneskets Natur, Subftants eller Boesen, d. e. Menneskets Legeme eller
Sjcel, hvilke ogsaa nu efter Faldet ere og vedblive at vcere Guds Skabning
og Gjerning i os, men den er Noget i Menneskets Natur, Legeme og Sjcel
og alle dets Krcefter, nemlig en gruelig, dyb, uudsigelig Fordcervelse af
samme, sllllledes at Mennesket mangler den Retfcerdighed, i hvilken det i
Begyndelsen er skabt, og er i aandelige Ting dsdt til det Gode og forvendt
til alt Ondt, og paa Gruud af saadan Fordcervelse og medfsdt Synd, som
stikker i Naturen, alle gjsrlige Synder udflyde af Hjertet, og at der faale
des maa fastholdes en Forstjel mellem det fordcervede Menneskes Natur og
Boesen eller dets Legeme og Sjcel, som ogsaa efter Faldet er Guds Skab
ning og Gjerning hos os, og Arvesynden, som er en Djcevelens Gjerning,
hvorved Naturen er bleven fordcervet,
3, Denne Strid om Arvesynden er nu ikke eu unsdig Trcette, men
naar denne Lcere bliver rettelig fremsat af og efter Guds Ord og udskilt
-fra alle pelagicmste og Vildfarelser, saa blive, som Apologien
sigers, den Herres Christi Velgjerninger og hans dyre Fortjeneste og den
Hellig-Aands Naadevirkning des bedre erkjendte og des mere prisede; da
laar ogsaa Gud sin Del, naar Guds Gjerning og Skabning i Mennesket
bliver ret adskilt fra Djcevelens Gjerning, hvorved Naturen er bleven for
dcervet. For nu christelig og efter Guds Ord at opklare denne Tvist og
hcevde den rette, rene Lcere om Arvesynden ville vi af fsrnoevnte Skrifter
sammenfatte og ~kiitit!i6BiB", d. e. den rette Lcere og den modsatte
Lcere, i korte Hovedstykker,
4. I. For det Fsrste er det nu vist og sandt, at Christne ikke alene
skulle holde og erkjende den gjorlige Overtrcedelse af Guds Bud for Synd,
men at ogsaa den gruelige, skrcekkelige Arvesygdom, ved hvilken den hele
Natur er fordcervet, forst og fremst stal i Sandhed holdes og erkjendes for
Synd, ja for Hovedsynden, hvilken er Rod og Kilde til al gjsrlig Synd
og bliver af vr. Luther kaldt en Natursynd eller Personsynd, for at til
kjendegive, at felv da, naar Mennesket intet Ondt tcenker, taler eller gjor,
hvilket dog efter vore fsrste Forceldres Fald er i dette Liv umuligt for den
menneskelige Natur, selv da dets Natur og Person er syndig, d. e. ved Arve
synden som en cmndelig Spedalskhed helt igjennem ganske og aldeles for
giftet og fordcervet for Gud, og at formedelst saadan Fordcervelse og paa
Grund af det fsrste Mennefles Fald Naturen eller Personen bliver anklaget
og fordsmt af Guds Lov, faaledes at vi af Naturen ere Vredens, Dsdens
og Fordsmmelfens Bsrn, faafremt vi ikke ved Christi Fortjeneste vorde
forleste derfra.
5. 11. For det Andet er ogsaa det klart og sandt, hvad den 19de
Artikel i den cmgsburgske Konfession lcerer, at Gud ikke er Syndens Skaber,
Ophav eller Aarsag, men at det er ifolge Djcevelens Anstiftelfe, at „Synden
(fom er en Djcevelens Gjerning) ved et Menneske er kommen ind i Verden"
Rom. 5 1 Joh. 3 Og endnu den Dllg idllg, dll Naturen er
faaledes fordcervet, er det ikke Gud, fom skaber og virker Synden i os, men
med Naturen, som Gud endnu den Dag idag staber og frembringer hos
Mennestet, bliver Arvefynden medforplcmtet ved den kjsdelige Undfangelfe
og Fsdsel af Fader og Moder af fyndig Sced.
Se ovenf. S. 57 Anm, 2. S. 56 Anm. 3.
’) Smlgn. Apol. I. 11. 15. Se ovenf. S. 90. 91.
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
