Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg husker hendes skikkelse i værelsets svake
lys. Hun hadde en sort sløife over haaret og et
sort net om den store lyse haarknuten. Og
hendes ansigt og hænder lyste hvitt og
uhyggelig.
Vi maa ha plaget hende meget med vore
spørsmaal. Sommetider vred hun lommetørklæet
sammen til en liten haard ting og presset det
mot læberne eller panden ...
Vi spurte hende hvor den virkelige himlen
var. Hun sa hos Gud.
„Langt borte?“
„Ja, langt borte.“
Vi spurte om de ikke skulde bære bedstefar
skipper til kirkegaarden?
Hun svarte, at det var bare legemet.
Bedstefar selv var hos Gud sammen med bedstemor.
„Legemet“ blev da et stort og fremmed ord
for mig og jeg undret, om hans ansigt var hos
Gud. Men Marcus sa med ophidsete øine:
„Ormene spiser legemet. Han som graver
hullet sa det. Han har alt gravet hullet. Jeg
saa det.“
Og Marcus skalv som i frost ...
Hvor vi maa ha pint mor i de dagene! Vi
vilde hente den døde og lægge ham bak
lysthuset og lave en seng av bladene. Ormene skulde
ikke ha ham. — Mor rystet paa hodet.
Da begyndte det at gaa smaa sorte tvil mellem
mine bilder av engle og blomstrende himmeltrær,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
