Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hændte det, at jeg kunde faa en uro over mig
naar vi alle var samlet og Brandt hos os. Den
lignet uroen en kjender naar en vaagner og vet,
noget ondt er hændt men endda ikke husker ...
Mors taushet, Brandts faa og langsomme ord,
saa anderledes end dem han brukte naar
samtalen var hans — Marcus’ uavladelige blading i
en eller anden bog — og fars stemme fra
gyngestolen ... En pludselig lyst til at kaste mig ind
i det, som blev sagt, grep mig — til at si ja, ja til
far — til at spørge mer om dette, far fortalte —
til at faa far til at se paa mig, nikke til mig. Det
var trangen til at bryte ut av et stumt forbund,
en ordløs overenskomst ... Og mine tanker
blev med ett gamle og nøkterne, og jeg betragtet
nøie Brandts ansigt, mens far snakket. Ingen
liten bevægelse i hans øine, i hans mundviker,
undgik mig. Hvis jeg hadde set det mindste tegn
paa ringeagt, spot vilde det volde omveltning i
mit sind —.
Men jeg saa intet uten en lyttende mands
rolige, litt trætte ansigt.
Og en mathet som efter en stor spænding
kom over mig, og jeg lænet mig tilbake mot
stolryggen, og indi mig sa det regelmæssig som et
pulsslag: alting er godt — al — ting — er
godt.
Hvis mor øvet sine nye kunskaper paa far —
det hændte sjelden — tok jeg hevn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
