Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
og Natten fordunkler vort Blik, saa vi kun skimter og
aner, saa søger vi Gud og hans Lys.
Forstaar I det? Før de Gamles Tale lød ren og ægte i
vore Øren, var den hellige Skrift, som Kirken forkyndte
den, vor eneste Rettesnor i Livet. Nu er Sløret hævet, nu
ved vi, at intet menneskeligt er os fremmed, at vi kan og
bør kende os selv, og først hvor Tanken standses paa det
ufatteliges Tærskel, skal vi bede tilHærskarernesGud, at
han leder vor Vej.
Med smaat bør vi ikke besvære vor Gud, han skabte jo
Verden og satte os i den, for at vi skulde bruge det, han
gav os. Han viste os nu, hvorledes vore Fædre levede,
for at vi skulde leve som Mennesker. —«
»Og denne Hedningernes Verden er Menneskets
Verden?« spurgte Bent.
»Ja,« svarede Mesteren.
»Hvorledes nægter da I faa Lærde at give Menneskene
Menneskets Verden?«
»Vel er vi faa endnu, men som Straaet spirer i Ageren
for at sætte Korn, der atter saaede med ny Afgrøde,
fordobles, bliver tidobbelt, hundreddobbelt for gennem
Tiderne at blive et Hav af Korn, saaledes spirer Menneskets
Lærdom i os, sætter Frugt i dig og andre, saa Høsten
fuldkommes.«
»Og Høsten?«
»Høsten er nu som før det Skønne, det Sande og det
Gode. Alt dette hører hjemme i det Fatteliges Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
