Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Altsaa med et let, katteagtigt Spring stod Bent atter for
sin Modstander og trak ham med en Finte Klingen af
Haanden, saa den røg klirrende hen over de toppede Sten.
Maanen skjulte sit Ansigt. — Maanen er af Hunkøn og
taaler ikke at se Blod.
Den Fremmede gled ud ogfaldt lige paa sine
Halehvirvler, saa Tænderne smækkede i Munden paa ham.
Men Bent var i Krigshumør.
»Jeg vil dog have en Erindring om Jer,« sagde han, idet
han stod bøjet over den faldne, og med et lille, dansk Hug
skilte han sin Modstanders højre Øre fra Hovedet og
løftede det afhuggede Øre mellem to Fingre.
Den Anden udstødte et Vræl som en stukket Gris og
sprang op — medens Maanen ståk Hovedet frem for at
se, hvad det var, derpaa forsvandt han i Løb hen over
Stenbroen ned mod Floden.
Bent ståk det afhuggede Øre ind paa sit Bryst. Saa saa
han sig omkring, han var helt alene.
Langsomt hyllede han sig i sin Kappe, for hans Fod
laa Franskmandens bred og foldet over Stenene.
Bent Bille var praktisk, han tænkte paa Jørgen
derhjemme og tog Kappen op.
Saa gik han hjem.
Junker Homuth vaagnede og gned sine Øjne.
»Hvor har du været Kammerat?« spurgte han.
Bent lo.»HosPotifars Hustru, Jørgen, men jeg klarede
migadskilligt bedre end salig Josef. Han reddede sinDyd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
