Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Biskoper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Biskoper.
Han vendte nu tilbage til Tlirondlijem, hvor han tilbragte 3 Aar med In
formationer, ligesom han ogsaa øvede sig i at prædike. Blev af Biskop Grun
nerus 1771 antaget som hans Amanuensis under hans Reise til Kjøbenhavn,.
for efter Struensees Befaling at reformere Universitetet, men han beholdt kun i
kort Tid denne Post. Blev 29. Oktober 1772 residerende Capellan til Bynæsset,
14. April 1774 Sognepræst til Korskirken i Bergen, 9. August 1 793 Stiftsprovst og
Provst over Nordhordland og Vos, 1799 adjungeret Biskop Irgens, 16. Febr. 1803
meddelt Titel og Rang som Biskop og 6. Januar 1804 virkelig Biskop i Bergen.
Blev 28. Januar 1810 Ridder af Danebrog, 28. Januar 1812 Commandør af
samme Orden, 28. Januar 1813 Danebrogsmand, 7. Januar 1815 geistligt Medlem
af Nordstjernen, som det heder, formedelst hans erkj endte Værd som Religions
lærer og hans Rang blandt Norges ypperligste Digtere, 27. Juli 1816 Komman
dør af Nordstjernen. Døde 26. Juli 1816.
Som geistlig Taler vil Biskop Brun altid indtage en høi Plads. Omend
skjønt hans Taler i formel Henseende var dannede efter sin Tids Smag, rører
der sig dog et Liv og en Aand i dem, hvori man lettelig kj ender Mesteren,
der ikke lader sig binde af bestemte Regler, men ofte maa gjennembryde de
Skranker, en fastsat Theori har opstillet. Man fineler i hans Taler ikke faa Spor
af den begeistrede Digter, der formaar at henrive og gribe, hvis Veltalenhed
stundom viser et altfor oratorisk Præg, men som dog aander hellig Varme.
Kommer dertil, at hans Foredrag var gjennemtrængt af en i de Tider sjelden
kristelig Aand, og at hans ydre Begavelse og Anstand var noget særdeles ud
mærket, kan man let skjønne, at han vakte almindelig Opmærksomhed og Be
undring, selv dernede i det danske Athenen, hvor Norskheden i Almindelighed
ikke vandt synderligt Bifald. Hans Prædikener, ytrer et kjøbenhavnsk Blad just
i Anledning af hans Ordinationstale som Biskop, hvilken dog ikke hører til
hans bedste Arbeider, udmærker sig ved Gfenialitet, ved en rhetorisk Vid og en
mimisk Deklamation, hvortil Personer, der dog have hørt Herder, Reinhard og
Sintenis, ikke kj ender Lige.
«Om hans Digterkrands, » siger Helveg og Brandt i det biographiske An
hang til dansk Psalmedigtning, «har man tvistet; men kan man maaske frå
kjende ham den som dramatisk Digter og tvivie, om han fortjener den i nogen
anden Art af verdslig Poesi, som Psalmedigter maa man lade ham beholde den
og tilstaa, han som saadan egentlig er den Eneste i Danmark og Norge mellem
Brorson og Grundtvig.»
Det sidste Lustrum af hans Liv indfaldt i en for vort Land saare bevæget
Tid. Som Borger udfoldede han en Iver og Kraft, der vakte fortjent Aner
kjendelse. I Aaret 1812 satte han sig i Spidsen for en Forening til Udrustning
af flere Kanonbaade, der ved frivillige Gaver kom istand fra Bergens Indvaa
nere, og 1814 fandt ham glødende med ungdommeligt Mod, da Norges nye
Morgen oprandt. Han var en af de ivrigste af Selvstændighedspartiet, og holdt
som saadan ud længere, end det for en roligere Eftertanke syntes nødvendigt,
en Omstændighed, der paadrog ham truende Uvillie fra høiere Steder, men som
senere gav Plads for venligere Følelse. Han bevarede sin Aandsfriskhed usvæk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
