Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bergenske originaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
»Hvor menneskene er snille 1« hviskede hun.
»Hvor de er snille!«
»Nei, du må ikke græde, søde Wenchemor,«
bad Jan Hendrik ganske bedrøvet ved at se
på søsteren. Han tog frem sit lommetørklæde,
undersøgte om det var rigtig rent og tørrede
så kærligt, med skælvende hand, søsterens
kinder. »Jeg tåler ikke at se dig græde idag
på din geburtsdag, det gør mig så ondt.«
»Lad mig bare græde, broremand,« svarede
hun og stødte ham blidt væk. »Det er af
lykke, forstår du . . . Gud er så god mod os,
synes jeg, og vi takker ham aldrig nok . . .
Og du, vantro Thomas, hvad siger du nu?
Hele huset, der imorges var tomt, er nu fyldt
med guds gåver —«
»Du er en engel, søster og engle har al
tid ret.«
Han var dog ikke så oprømt og glad, som
han efter situationen burde være . . . Der var
et skår i hans feststemning ... I sit stille
sind kunde han ikke glemme otteskillingen,
som søsteren havde tåget fra ham og foræret
til budet.
»Hun er nu altid så flot og spendabel,
Wenchemor ... To skilling havde været nok.«
Så bankede det på døren og ind trådte
jomfru Pytter, stiv og fornem, i al sin gammel
dagse pragt. Hun var iført en perlegrå silke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
