Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italienerinden i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
hans øine, det lille billede, som den indeslut
tede. Det lod til, at han ganske glemte, at
jeg var tilstede . . .
Endelig vendte han sig mod mig. »Hvor
glad jeg er over at ha’ fået den tilbage, aner
De ikke! I tredive år har jeg hver dag båret
den på mig jeg betragtede den som en
amulet, der blot kunde bringe mig lykke . . .
Til belønning skal De nu få se min kære Car
melas billede. Ellers viser jeg det til ingen,
ikke engang hun dernede har nogensinde fået
lov til at betragte det.«
Jeg stod med den åbne medaillon i hånden
. . . For et beundringsværdigt portræt! Jeg
havde altid tænkt mig italienerinderne brunette,
til min forundring var. hun blond. Et virvar af
gyldne lokker faldt ned mod de store, blide
oine med de mørke, rent tegnede øienbryn.
Hovedet, der sad så stolt og gratiøst på den
slanke hals, var dreiet smilende til siden som
om hun hørte en vens stemme kalde på sig . .
På den nøgne, hvide barm gyngede der en
enkelt rød rose . . . Men hvem kan beskrive
det ømme udtryk i hendes blik og smilets barn
lige ynde:
Konsulen nikkede venligt til mig. »Ja, er
hun ikke yndig, frøken? Hun gik også i sin
tid for at være en af Florens’ skønneste kvin
der. Og portrætet er målet af en virkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
