Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Personerne af noget Uvejr, aldrig spores Regn
eller Sne, aldrig falder der en Solstraale eller
Maanestraale ind gjennem Ruden i Stuen. Tales
der engang om Regn, er det for at illustrere
Montanus’s Latterlighed, at han af lærd
Distraktion lader sig gjennembløde uden at udbede sig
sin Kappe. Livet her er borgerligt Familieliv
eller Bondeliv eller Skuespillerliv eller
Skribentliv, hvad som helst, men det er opfattet i den
franske Klassicismes Aand og er derfor aldrig
Liv i og med Naturen.
Dette Liv, i hvilket Døden ikke griber ind
og hvorfra alvorlig Nød og Sygdom, alvorlig
Lidenskab og Brøde er banlyst, er nu saaledes
indrettet, at det, der for Autor staar som
Retfærdighed, altid sker Fyldest. Der gives maaske
ikke nogen mere optimistisk Komiker end
Holberg. Han synes, saa nedslaaet han personligt
kunde være, at betragte Optimismen som Digterens
Kald og Pligt. Det gaar altid ud over
dem, der fortjene Nederlaget. Og selv naar
det ikke netop er Dyden, der sejrer (Jule-Stue,
Den pantsatte Bondedreng), saa faar den
Narrede dog kun hvad han for sin Indskrænkethed
eller Lettroenhed havde fortjent. Den saakaldte
poetiske Retfærdighed haandhæves altid
nidkjært.
Det ligger nu allerede i den Holbergske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
