Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det bliver Honningen ikke Klodsen, der gjør
Udslaget tilsidst.
I de afgjørende Situationer i Erasmus
Montanus beror Morskaben saaledes paa, at det
Mishag, som Hovedpersonens pedantiske Vigtigmageri
opvækker, dels taber sig i Fornøjelsen
over Jacobs naive Gjennemhuggen af hans
Ræsonnement, dels i Nydelsen af Degnens ufortrødne
og uforfærdede Overbyden af hans Paradoxer med
langt vildere Meningsløsheder, der overfor denne
Tilhørerkreds faa og beholde Ret.
Den Straf over Erasmus, som ligger heri,
og som er saa dialektisk, saa rig paa indre
Modsigelser, og derfor sætter et saa stort
Apparat af Ulyst- og Lystfølelser i Svingning
— denne Straf er Straf nok og den eneste
adæqvate. Stokkepryglene derimod ere ikke
mere noget for os, fordi der intet Spil, ingen
Kappestrid er i de Følelser, de fremkalde. Det
kjeder os at se Fyren faa Prygl, og Pryglenes
Brutalitet giver ham netop den Ret, som Digteren
har villet, at han ikke skulde have.
Det er denne Fremtræden af Ulystfølelsen,
som nu og da skader Holbergs Komedier hos
Efterverdenen. Undertiden er han allerede selv
kommet til at tage det Plumpe for det Vittige
(vi kunne f. Ex. ikke mere le af de grove latinske
Skældsord, som Petronius i Jacob von Tyboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
