Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Mellemtiden mellem Holberg og Oehlenschläger
falder Goethes Optræden, og det første,
vigtigste Parti af hans Mesterværk, hans Ord
om Geniet, kaldet Faust, for lange Tider
Menneskehedens vægtigste Ord derom. Faust er
Geniet som Forskeraand, der vil kjende og
erkjende Naturen og Mennesket, stræber efter en
Viden, der er mere end Stykværk, altomfattende,
universel, efter en Livsfølelse saa vældig, at den
aldrig kan tænke sig et Øjebliks Rast, og efter
en Magt over Samtid og Fortid, der ingen
Grænser fornemmer.
Det var en vanskelig, tilsyneladende umulig
Opgave at skrive en Digtning om Geniet efter
Faust. De senere Digtere have kun formaaet
det ved at udvikle de skitserede Træk videre,
ved, som Byron f. Ex., at uddybe og formørke
det Kvalfulde og Nydelsessyge i Udtrykket,
Verdenssmertens Træk. Men at vende fuldstændigt
om, at give en helt ny, trodsigt naiv Definition
paa Geniet, det var Oehlenschläger forbeholdt.
Nej, siger Oehlenschläger, ikke den forskende,
ikke den stræbende Aand er Geniet. Flid og
Forsken, Stræben og Arbejd gjør det ikke.
Lykkens fødte Søn, hvem Geniets gode Gave
er tilfaldet, ham tilfalde alle Livets gode Gaver
uden Møje.
Og Faust degraderes. Han nedsættes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
