Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Midtpunkt. Gulnare kalder hine Søjler, der bære
Universet, dog kun alvorlige og stille; for
Aladdin er de tilmed ærbart-solide og retskafne.
Saadan vil Oehlenschläger selv siden se paa alle
de Modsætninger, han i sine Sørgespil tumler
med, Axel og Hakon, Alf og Hagbarth, Ulfeldt
og Walter, Sokrates og Aristofanes. Alle kunne
de forsones, alle ere de i Grunden ehrenfest
und bieder, Alt opløser sig for Oehlenschlägers
Billighed i det borgerligt Moralske, der dog
tillige er saa højromantisk; thi en Mindelse om
Peter Vischers Nürnbergerstil ligger bagved hint
Bravhedsbegreb.
De komme ind i mørkere Partier af Hulen.
Hvor hemmelighedsfuldt! siger Gulnare.
Ædelstenene blinke i Mørket som Stjærner. Saa
begynder, som i et Zacharias Werner’sk Drama,
Klippesøjlerne at tone dybt og langsomt, og et
fjærnt Kor istemmer en Sang, hvis Indhold er:
Hæver eders Hjærter til den evige Kraft; mens
Sorg og Glæde skifte paa Jorden, mens Hjærter
gløde og slukkes, staa Verdens Støtter
urokkelige her. Og Aladdin føler sig overfor denne
Uangribelighed af Tiden paa én Gang som en
Orm og som en evig Aand. Paa dette Punkt
følger Replikken: «Dernede gik jeg som en lille
Dreng». Men ak! hvor forandret! Efter med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
