Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Guddommen; han er endog i Kirken, naar
den er tom; han er i det Enlige, det Tause,
det Tomme.
Som man ser, er den Pantheisme, hvori
Hegels Filosofi naturnødvendigt alene kunde
udmunde, om end Hegel aldrig med rene Ord
vedkjendte sig den, her fjernet som en Mulighed
blandt flere, stemplet som uhyggelig, som
indjagende en panisk Skræk. Medens Pan i Victor
Hugos lidt senere Digt Le Satyre indføres som
Guderne langt overlegen, fremstilles hans
Dyrkelse her som underordnet Dyrkelsen af dem.
Thi en Stemme lyder: «Din Hu du bort fra
Ensomheden vende!» og Stemmen er en Engels.
Den fordrer Samliv med den kristne Menighed,
spørger Digteren om han mon troer, Gud selv
fører et Eremitliv i Himmelen, siden han ikke
mellem sine Brødre kan tale til Gud med
Frihed.
Digteren svarer, at han i sin Egenskab af
Poet er Hedning og gjerne lever sammen med
de græske Guder:
Mod alle Skikkelser min Tanke haster,
Og hvad den nylig greb, den atter kaster,
Indtil den Hvile finder
Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder.
— — — — — — — — — — — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
