Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Typisk. Den især ved Hartmanns skjønne Musik
saa populær Digtcyclus Salomon og Sulamith
staar netop i samme Forhold til Højsangen som
de middelalderlige Skildringer i Vers og Prosa
til Folkeviserne. Ja den staar endnu ganske
anderledes tilbage for sit Forbillede. Den
skamskjænder det.
Naar man mindes, at denne Cyclus er
skrevet af en Digter, der langt fra at staa kold
og fremmed overfor den jødiske Oldtids Aand,
indbildte sig, at den havde aabnet ham sin
Helligdom, saa er det rent ud forfærdende at
efterspore den spiritualistiske Aandløshed og
Marvløshed, hvormed han har omkalfatret hint
henved 2700 Aar gamle Vidunderdigt, og i dets
Sted sat sin tynde Klimpren. Der er næppe
en Tone i hans Gjengivelse deraf, som ikke er
falsk.
Af Indledningen, som foregaar i Salomons
Harem, har han Intet forstaaet. Af den Glød
og Duft, som er deri, begriber han Intet. Men
det er, som manglede han selve Organet for den
Poesi, der ligger i hver Sætning, Pigen fra
Sulem siger.
Blot et Par af hendes Repliker: «Jeg er
sort, men dog smuk, I Jerusalems Døtre, som
Kedars Telte, som Salomons Tæpper. Ringeagter
mig ikke, fordi jeg er sortladen. Det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
