Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indrømmelse af at vi ikke leve ligefrem paa
Absurditeter, men paa Arv. Naar man læser hans
Uglekapitel, i hvilket allerede paa de første
Munkes Tid den blege Mand gnider Panden
mod «det dunkle Sted hos Tacitus», saa tager
det sig ud som var Latinstudiet alt i
Middelalderen filologisk Pedanteri. Kielland overser
ganske Betydningen af, at alene gjennem dette
Sprog lærte Mænd, som vare opdragne i orthodox
Kristendom, Oldtidens Filosofi at kjende;
gjennem det alene erfore Mænd, som vare
opdragne i orthodox Moral og levede under et
retløst Tyranni, de store Hedningers Gjerninger
under Oldtidens Republiker. Der er et
Stænk af Amerikanisme i Kiellands Betragtningsmaade,
som ikke har min personlige Sympathi.
Det tager sig ud som anerkjendte han ingen
anden Opdragelse end en rent utilitarisk. Jeg
troer, hans Bog havde virket endnu stærkere,
ifald den havde indrømmet Studiet af de
klassiske Sprog mere Fornuft og havde samlet
sit Angreb paa Madvigianismen alene. Der
maa dog kunne findes en Middelvej mellem
Amerikanisme og Madvigianisme.
Jeg har endnu en lille Indvending med
Hensyn til Skrivemaaden. Kielland er, som
nærmest engelsk i sin Stil, en Fortæller af
første Rang, ingen Skildrer. Paa en Tid, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
