Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvilken Faderen laa under. Han spørger sig
selv, om Ulykken er den, at han har været for
stiv og doktrinær eller omvendt den, at han
ikke fra først af var fuldstændigt ærlig og
hensynsløs — og han svarer sig, at kun store
Samfund skabe hele Mænd. Han gjenser Sønnen
og føler samme Skillemur mellem ham og sig
som tilforn mellem sig og Ragna. Smerten
dræber ham, og Sønnen holder en haard,
fordømmende Tale ved Faderens Grav.
Med denne Mislyd, til hvilken Alting stiler,
har Forfatteren villet slutte.
I sin Egenskab af Tendens- og Læredigt
har Bogen for Karakterernes Vedkommende
store Svagheder. De staa blege og ædle, svage
og abstrakte. Det har været Forfatteren mere
om at gjøre at levere et Indlæg i den aandelige
Strid end at frembringe et Digterværk, som
havde sit Liv og sin Interesse ved sig selv
alene. Bogen fængsler mest, hvor den er
personligst, hvor man direkte føler Forfatterens
Livserfaring gjennem det Sagte. Han lægger
her et ægte Frisind for Dagen, som hos en
Bladudgiver og politisk Partimand er sjeldent,
og som han heller ikke sidenhen har fornegtet.
Der er, hvor Hauk vil være Journalist, en
Samtale mellem Fader og Søn om Bladskriveriet,
som er sund. Paa den Gamles nedsættende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
