Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Menneskevæsen. Den stammer fra hin
Menneskeforagt, der ikke passede ind i hans
Moralsystem. Det var paa Grund af sin
store Forstand, at han agtede sig selv. Men
Geniet var en Undtagelse, et Særsyn, der kun
forekom et Par Gange hvert Aarhundrede;
Geniet var den grønne, blomstrende Oase, der
(i hans Parabel) med Urette klager over aldrig
at se sin Lige og kun finde den sørgelige,
stenede Ørken rundt om sig; thi Oasen er jo
kun som en af Naturen begunstiget Plet i
Ørkenen: Oase. Hos de øvrige Mennesker fandt
han kun «Vilje», kun Sult og Kjønsdrift: De
to eneste Anliggender, de betragtede som Alvor,
var deres Ernæring og deres Forplantning; de
højere Evner vurderede de kun som Midler til
Selvopholdelsen, som Organer, der sikrede dem
Overlegenhed i Kampen om Livsbetingelserne.
Men en Verden, der naaede sit Højdepunkt i
saadanne Væsener, var værdiløs. Og Menneskene
følte det selv, thi de var stadigt plagede af
Mismod og Angst; Smerten var det Positive i
deres Liv, de følte ikke Glæde uden som
øjeblikkelig Lettelse, som Befrielse fra Pine og
Nød. Ja end ikke Geniet var at undtage fra
denne sidste Regel; thi det kjøbte den rene
Erkjendelsesglæde, det nu og da fornam, med
dobbelt Modtagelighed for Livets Kval.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
