Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grunde beklaget Revolutionen, Taine, som
oprindeligt sympathiserede med den, slog efter et
nøjere Studium om. Nietzsche gaar i deres
Spor. Det er naturligt, at moderne Skribenter,
der føle sig som Revolutionens Børn, nære
Sympathi med det store Oprørs Mænd, og sikkert
ere disse ikke komne til deres Ret under den
nuværende antirevolutionære Stemning i Europa.
Men Skribenterne have bl. A. i deres Sky for
hvad der i den politiske Jargon benævnes
Cæsarisme og i deres Overtro paa Massebevægelser
overset, at de største Oprørere og Frigjørere,
det er ikke de forenede smaa, men de faa store;
ikke de smaa Misundere, men de store Undere,
de som unde de Andre Ret og Velvære og
aandelig Væxt.
Der gives to Klasser af revolutionære Aander,
de, der instinktivt føle sig dragne til Brutus, og
de, der ligesaa instinktivt føle sig dragne til
Cæsar. Cæsar er den store Type; Frederik
den Anden og Napoleon besad kun hver sin
Gruppe af hans Egenskaber. Den moderne
Frihedspoesi fra Fyrrerne vrimler af Lovsange
til Brutus. Men ingen Digter har besunget
Cæsar. Selv en saa antidemokratisk Digter
som Shakespeare har været rent uden Blik for
hans Storhed, givet hans Skikkelse i en bleg
Karikatur og har efter Plutarch’s Opskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
