Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nietzsche paa en usmagelig Maade finder Behag
i at tale om «de anarkistiske Hunde» og det i
samme Aandedræt, som han nærer og udtaler
Afsky for Staten. Nietzsche ligner videre
Hartmann i sin stadige Paavisning af Lighedsidealets
og Fredsidealets Umulighed, da Livet er idel
Ulighed og Krig. — «Hvad er godt? At være
tapper er godt. Ikke den gode Sag helliger
Krigen, men den gode Krig helliger enhver
Sag.» Ligesom sin Forgænger dvæler han ved
Nødvendigheden af Kampen om Magten og ved
Krigens formentlige Kulturnytte.
I begge disse dog forholdsvis saa uafhængige
Forfattere, af hvilke den ene er en mystisk
Naturfilosof, den anden en mystisk Immoralist, spejler
sig den i det nye tyske Rige altbeherskende
Militarisme. Hartmann nærmer sig paa mange
Punkter den tyske spidsborgerlige Nationalfølelse.
Nietzsche staar i principiel Strid med den saavel
som med den Statsmand, «der har opstablet
Tyskerne et nyt Babelstaarn, et Uhyre af
Landomfang og Magt og som derfor kaldes stor»,
men Noget af Bismarcks Aand ruger ligefuldt
over begges Værker. Hvad Spørgsmaalet om
Krigen angaar, er Forskjellen mellem dem kun
den, at Nietzsche ikke ønsker Krigen for en
fantastisk Verdensforløsnings Skyld, men for at
Mandigheden ikke skal forsvinde af Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
