Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uhørt Lykke; Hæfterne var udsolgte og trykte
i ny Oplag, før Værket var færdigt; men dog
er det et Spørgsmaal, om det vil lykkes Scherer
at fortrænge Vilmar. Thi Scherers Bog har
trods dens fuldstændige Frihed for Anmærkninger
og Noter den Mangel at indeholde en Hærskare
af Enkeltheder, som staa der ikke for den
almindelige Læsers Skyld, men for at Müllenhof
eller en anden Indviet under Læsningen skal
sige: «Se, se! ogsaa det har han husket paa;
heller ikke det har han oversét», eller deslige.
Bogen er stærk ved sit oprigtige Frisind.
Saa stor Patriot Scherer var, han var fri for al
Nationalforfængelighed. Ja han trodser den
doktrinære Nationalfølelse. I sit Afsnit om
Middelalderens Hof-Epopeer sammenligner han
den tyske Digter Hartmann von Aue med den
franske Chrestien de Troyes. Han siger:
«Hartmann har overalt det Sjælelige ved Haanden.
Hos Chrestien er Venskabet et lystigt
Vaabenbroderskab; Hartmann bruger Vendingen: Hver
af dem bar den Andens Fryd og Kval. Hos
Chrestien have Kvinderne kun Ynde i Lader og
i Tale; hos Hartmann er Hjertensgodhed og
Sagtmod deres Hovedpryd. Franskmanden
skjælder undertiden paa Kvinden; det falder
aldrig Tyskeren ind. Kort sagt, Franskmanden
er naturlig, Tyskeren konventionel.» Der skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
